Undersøgelse, om Sigtede kunde finde Mededsmænd i sin Hjembygd, og vi faa isaafald et Indblik i de Hensyn til fremkomne Oplysninger, som toges af dem, der opfordredes til Edshjælp.
Denne de kongelige Embedsmænds og Adelens Ret til Forbrydelsers Paatale og den stedse stigende Vilkaarlighed, hvormed de udøvede den, maatte væsentlig bidrage til at forstyrre Mededsinstitutionens Charakter. Tidligere, da Forfølgelsen alene skete af en Privatmand, og Straffen udtalte den snevre Bygds Dom om Forbryderen, havde Mededsmændene, selv Repræsentanter for denne Folkemening, mindre Fristelse til at fravige sin sande Opfattelse af Sigtedes Skyld. Men da Strafferetten blev et Udtryk for Kongens Ret over Individet, da Forfølgelsen udgik fra en kongelig Embedsmand, og denne mere behandlede Sigtede som en allerede domfældt Forbryder end som en ligestillet Modpart, – blandede der sig naturligen fremmede Hensyn ind i Edshjælpen. Opfordringen til Edshjælp blev nu en Appel til Bygdemændenes Sammenholdsaand, til deres Iver for at beskytte sine Egne mod Fremmedes, Undertrykte mod Overordnedes Angreb, og selv den visse Forbryder kunde under saadanne Omstændigheder gjøre Regning paa Medfølelse nok til trods Edens Hellighed at finde Mededsmænd. Det er den samme Iagttagelse, som man gjør hos vore Dages Jury, naar den er tilbøielig til at frifinde den aabenbare Forbryder, fordi den føler sig som hans naturlige Værn ligeoverfor den ophidsende Behandling fra offentlige Anklageres eller Retsformænds Side. Et folkeligt Element i Retspleien, som ikke er bunden ved faste Regler i sin Afgjørelse, virker
