Af de fælles-germaniske Principer var det danske
Bevissystem udviklet paa en fra den ældre norske
noget forskjellig Maade, idet der navnlig lidt efter
lidt havde uddannet sig en Juryen meget lignende
Institution, Nevninger og Sandemænd. Ringe Provinciallovene,
der bleve udgivne en eller to Menneskealdre
før Magnus’e Landslov, var Theorien væsentlig
følgende[1]:
1) Den blotte Sigtelse nødte Sigtede til Meded, der almindelig var fra en halv til tre Tylvters Ed. (Logh, Lov).
2) Hvis Sagsøgeren havde Vidnebevis, kunde Sigtede ikke uden i mindre vigtige Forbrydelser fri sig ved Meded; i de vigtigere maatte han lade Sagen gaa til Afgjørelse ved Nevninger (tidligere Jernbyrd), der havde at sværge skyldig eller uskyldig.
3) Dog beholdt Sigtede sin Ret til Meded, hvis han tilbød denne, før Sagsøgeren havde tilbudt Bevis ved Vidner.
Men denne Bevismaade begyndte snart at forandres. Den kanoniske Ret fik i Danmark en meget større Indflydelse end i Norge, dels fordi den sidste Middelalders tøilesløse Adelsherredømme bragte Mange til i rent verdslige Sager at ty til de geistlige Domstole, dels fordi den Biskoppens Revisionsmyndighed, hvortil vi finde Spor i ældre norske Loves Regler om Jernbyrd, udvikledes til en
Appel af alle Sager, hvor Ed eller Nevninger vare
- ↑ Kolderup-Rosenvinges Dissertatio de usu juramenti, paa Dansk i nyt jur. Arkiv, 21 og 22 B. Sammes Retshistorie p. 334 ff. (3die Udg.). Larsen om Nevninger og Sandemænd i Samlede Skrifter I. 1. 70 ff.
