og den af hende udlagte Barnefader, for selv at holde „Forhør“ over ham og en Anden, da begge vare mistænkte, og Dom af 30te Marts 1682 anker over, at Klagersken ikke er mødt, saa hun og Angjældende „kunde mod hinanden blive examinerede og forhørte til nærmere Oplysning i Sagen“. Vi se her et nyt Spor til, at Inqvisitionsprocessens Spirer allerede ere at søge i Tidsrummet før Lovbogen. Men vi maa forresten erindre, at samtidig brugte Dommerne ogsaa stundom i civile Sager at afhøre Parterne. – En ganske væsentlig Spore havde Iveren efter at opnaa egen Bekjendelse i Bevisbyrdene Indførelse og Mededsinstitutionens Forfald; forhen kunde Sagsøgerens Mangel paa Vidner noget afhjælpes ved Sigtedes ubetingede Pligt til Meded; nu maatte de ubevislige Sigtelser, hvoraf Tiden havde faa mange, skaffe sig andre Udveie, og en saadan fandtes i egen Bekjendelse. Trangen til at opnaa denne udviklede i høi Grad Torturen. Dennes store Misbrug i Danmark havde fremkaldt Christian III’s Bud (Reces 1547 Art. 17, 1558 Art. 19), at Ingen maatte pinlig forhøres uden den, der er lovlig dømt til
Døde for nogen Ugjerning[1]. Lovens Hensigt med
- ↑ At dette Lovbud har været anseet gjældende i Norge ialfald i Periodens senere Del fremgaar af Dommen i Trolddomssagen mod Lisbet Nypen i 1670 hos Evensen l. c. 57: „– – have vi flittig ransaget Guds Lov, hvori sligt formaa dernæst christelige Kongers Recesser og Love confereret, som saadanne Gjerninger og Kunster straffer, hvilte Love paa Guds Lov er grundet. Da for Ret fundet og eragtet – – – at disse to Personer for deres i lang Tid brugte Trolddomskunster exemplariter, andre til mærkelig Afsky og Exempel, efter foregaaende Tortur, bør at de, hvorfor
