turde fornærme ved at sværge hans Modstander fri. Og at det moralske Mod ligeoverfor den Mægtige ei var større dengang end i Nutiden, skimter frem af Christenretternes Løfte om Geistlighedens Bistand for den, der ei har kunnet faa Edshjælp mod sin Overmand (F. L. II. 45); og M. L. IX. 13, at Nevndervidnerne skulle tages blandt Sigtedes Ligemænd i personlig Ret, er vistnok dicteret af Frygt for, at en mægtigere Mand mellem Medsværgerne kunde utilbørlig hemme de Andres Meningsfrihed[1].
Uagtet saaledes Mededsinstitutionen aabnede et frit Spillerum for alle desmindre ædle Indflydelser, som gjøre sig gjældende under smaa Forholde, har den visselig været Folket kjær.
Det Princip, at Ingen skulde fældes til Straf, uden hans egen Levekredses slette Omdømme, maatte netop være tiltalende paa en Tid, da Samfundets Domsret endnu ikke var stærkt rodfæstet, og det maatte senere under Statsmyndighedens og Kongemagtens Stigende blive en af Individets dyrebare Rettigheder. Et Tegn paa denne Opfattelse er det vistnok, naar Kong Magnus’s Hirdskraa Art. 20 byder Kongen ikke at nægte sine Lendermænd „slig Renselsesed, som gode Mænd tykkes og den hellige Kong Olafs Love indeholde“, og naar Berøvelse af Ret til at aflægge Negtelsesed stundom anvendes som Straf (M. L. IX. 16, Rb. 1303 i N. G. L. III. 31, paa sidste Sted netop for Opsætsighed mod kongelige Embedsmænd).
Da imidlertid Edsaflæggelsen ikke blot var en
- ↑ Jfr. G. L. 37, der forbød af denne Grund endog Lendermands Nærværelse ved en Domsforhandling.
