derom uden lovlige og skjellige Mænd“. Og at Magnus’s Lovgivning i det Hele ei strax har havt nogen væsentlig Indflydelse paa Vidnebevisets Udvikling, fremgaar vel bedst deraf, at Erkebisp Jon i sin Christenret har anvendt det saa lidet. Hertil kommer jeg ellers siden tilbage[1].
Følgen af Vidnebevis i de nævnte Tilfælde maatte være, at det, lovlig ført, skulde udelukke Nægtelsesed. Dette ligger tydelig forudsat i den stadige Tilføielse, at, hvis der ikke er Vidner til, da skal Nægtelsesed anvendes[2].
Det er kun enkelte Steder, at Ed er tilladt mod Vidnerne. Saaledes har i B. R. 22. hvor der dog maaske kun er Tale om et Vidne (Sigtelse for Legemsfornærmelse), Vidneførsel kun den Virkning, at Eden skal bestaa af Nævndervidner. Mærkelig er her F. L. IV. 5 og M. L. IV. 10; naar Øienvidner (i F. L. Husfolkene) havde vidnet Mand Drab paa Hænde, kunde hans alibi bevises ved 12 Mænd, der havde været sammen med ham i Kirke, i Gilde o. desl., hvis disse Steder, laa saa fjernt fra Drabsstedet, at man ei kunde fare frem og tilbage paa en Dag; hvis han derimod ikke havde
været paa nogen af de nævnte Steder, men dog saa
- ↑ Det eneste Tilfælde, hvor Vidners Førelse blev nødvendig, var vistnok, hvor Eden var umulig, eller ialfald meget vanskelig, f. Ex. angaaende en, dræbt Mand tillagt, Provocation. Dog ser man ogsaa her Negtelsesed aflagt af Eftermaalsmanden. Munchs Unionshistorie I. 368.
- ↑ M. L. IV. 23, naar den siger om Heimskvidsvidner, at „uagtet alle disse Vidner“ skal Sigtede sværge, – maa forudsætte, at Ed udelukkes ved almindelige Vidner.
