til Vidne N. N.“) Herved vilde man for en Del bøde paa den Omstændighed, at Vidnerne ei paa Forhaand vare valgte og derved opfordrede til Opmærksomhed; nu havde de ialfald Opfordring til at lægge sig Begivenheden paa Minde. Se navnlig B. R. 28, hvor som en Undtagelse ethvert Øienvidne er tilladt ved Provocation[1]. Vidner, der vare skirskotat, vare under Straf pligtige til at vidne, F. L. IV. 7.
Endvidere maatte Vidnerne føres snarest muligt efter Gjerningen – paa første Thing, ja, i Kjøbstaden endog samme Døgn (for Extrathing), se især B. R. 14. 18. 24. 27. 36, jfr. F. L. IV. 7. Hvis dette ikke skete, havde Sagsøgeren stundom forbrudt sin Søgsmaalsret (B. R. 36); men almindelig havde det kun den Følge, at der bagefter maatte søges til Ed, se navnlig B. R. 46 jfr. 96, hvorefter voldtagen Kvinde skal „nyde sine Vidner“ Morgenen efter; men hvis hun ei gjør det, skal hun aldrig siden „nyde Vidner“, men maa søge ham til Ed – Udtryk der noksom vise, at Vidneførsel var et Beneficium, der kun inden snevre Grændser tillodes mod Sigtede. Begge disse Fordringer synes opgivne i den nyere Landslov. Skirskotat vitni er
her saagodtsom intetsteds nævnt[2]. Bylovens VII.
- ↑ „Hvis Mand vil bære Vidne, der Ingen tager ham til Vidne, da skal han vidne om sin Nærværelse, at han saa eller hørte det, han bærer Vidne om, – da er det Vidne jevngodt, som om det var skirskotat“.
- ↑ M. L. IV. 11 sætter Straf for Viglysningsvidner, og alle Vidner, der ere „skirskotat“ i Misgjerningssager, naar de ei ville vidne. Imidlertid er skirskotat udeladt i de fleste Varianter, og det behøver ei at betyde, at Vidnerne maatte være skirskotat.
