gen udstedte Brev, at han paa Grund af „et almindeligt Rygte og stærk Omtale blandt fornuftige Folk“ havde indstevnt for sin Domstol Ragnhild Tregagaas „som forfalden til Trolddom, Besværgelse og den kjætterske Tros Afveie“. Hun nægtede først alle Beskyldninger, hvorfor hun paa Grund af „den stærke Mistanke og Formodning blev sat i den sikre Forvaring, hvori mistænkte, men endnu ikke overbeviste Forbrydere holdes fast“. Da imidlertid 5 Mænd vidnede, at Ragnhild for dem unødt havde tilstaaet en afskyelig Besværgelse, og hun indkaldt i Bispens Consistoriom foreholdtes dette Prov, og endelig Sysselmanden, der var tilstede paa Kongens Vegne, forudskikkede passende Trusler, gik hun til fuld Bekjendelse. Da hun, igjen indsat i Fængslet, „havde omvendt sig og andraget om en velgjørende Straf, og da hun desuden ved Forbrydelsens Udøvelse havde været „maanesyg og derfor ei ved sin falde Fornuft“, – blev hun af Biskopen „paalagt følgende heldbringende Pønitents: 1) at faste paa Vand og Brød 2 Gange ugentlig, saalænge hun lever, foruden til almindelige Fastetider; 2) at foretage en 7aarig Pilegrimsreise til de Helliges Hvilested udenfor Norges Rige; men befandtes hun at overtræde et af disse Puncter, skulde hun som tilbagefalden i Kjætteri overantvordes den verdslige Domstol“.
Uagtet den geistlige Jurisdiction aldrig naaede en saadan Udvikling i Norge som i flere andre Lande, var dens Mark dog vid nok til at skaffe den kanoniske Ret stor Indflydelse. Dens Studium blev almindelig blandt Landets første Embedsmænd og befordrede det monarchiske Princips Gjennemførelse i Lovgivningen; – thi, om Kirken end selv vilde have
