I den romerske Ret[1] var Pant, som allerede antydet, fra først af
neppe kjendt i nogen Form, omend pignus maaske ganske ubeskyttet af Civilretten
fra ældgammel Tid har bestaaet som et rent faktisk Forhold mere som
Retention end som Pant[2]. Reel Sikkerhed er i det hele opkommet forholdsvis
senere hos Romerne, fordi Laan let reistes ved Hjælp af Borgen.
Panterettens Væxt udaf Eiendomsretten er derfor foregaaet i den historiske Tid.
Det skete gjennem det bekjendte Retsforhold fiducia. Dette var en virkelig
Eiendomsoverdragelse, der foregik i almindelige høitidelige Former mancipatio
eller den sjeldnere in jure cessio, med det særegne Vilkaar (det
egentlige pactum fiduciæ, som gav Forholdet sit Navn), at Tingen, Løsøre
eller fast Gods, skulde gjengives Sælgeren, naar Kjøbesummen (Laanet) tilbagebetaltes,
og at Kjøberen var ansvarlig for al Skade. Dernburg mener, at
man ikke bør betragte dette som en betinget Eiendomsret, eftersom Vilkaaret
egentlig kun var personlig forpligtende og ikke in rem, og heri just forskjellig fra
Salg med almindelig Gjenkjøbsret, men som Eiendomsret i Forening med et dertil
knyttet nyt rent obligatorisk Forhold, idet baade Eieren (Laangiveren) kun var personlig
forpligtet og Sælgeren (Laantageren) paa sin Side personlig forpligtet til at
betale tilbage Summen. Saameget klarere er det, at Forholdet er voxet frem
af den rene Eiendomsoverdragelse, ligesom den kunstige Form tyder paa en
lang Udvikling, der først forholdsvis sent har naaet det Punkt, vi kjende, dog
neppe senere end Republikens første Tider[3].
Som Eier havde Fordringshaveren egentlig altid Besiddelsen af Tingen, og Brugen udgjorde Erstatning for Kapitalens Afsavn. Senere hen maatte Regnskab aflægges, og da Savnet, navnlig af det faste Gods, var føleligt for Skyldneren, aftaltes meget hyppigt det saakaldte precarium, hvorefter Skyldneren skulde vedblive i Besiddelse af Godset, dog kun paa Kreditors Gunst, saaat han naarsomhelst maatte vige. Her var altsaa et Slags Overgang til Underpant. Indløsning kunde oprindelig naarsomhelst foregaa. Men senere blev det almindeligt at sætte en vis Frist for Indløsningen med tilføiet lex commissoria, hvorefter al Pligt til Tilbagegivelse skulde være udslettet ved Fristens Oversiddelse. End senere blev der tilføiet et pactum de vendendo, hvorefter Forholdet, naar Skyldneren udeblev med Betalingen, kunde afgjøres ved et i visse Former foretaget Salg fra Laantagerens Side, saaledes at Skyldneren kunde søges for den Del af Laanesummen, som ei ved Salget dækkedes, og i Keisertiden blev endelig Forholdet
saadant, at Fordringshaveren havde Salgsret, selv om Kontrakten derom Intet
