Pantemænd paa ikke særskilt matrikulede Brug stilles ligeoverfor det Offentlige
rettest i Klasse med Husmænd, ialfald hvor Jordlodden er bebygget. I
privatretslig Henseende bør Husmandsloven derimod ikke anvendes paa dem,
selv hvor de, som stundum er Tilfældet, pligte noget Arbeide, f. Ex. en Uges
Aannearbeide. Dette svarer nemlig kun til den lille Afgift, der ofte betales,
og hvorlangt Praxis end er tilbøielig til at strække Husmandsbegrebet, vilde
man dog ved denne Anvendelse paa Pantemænd komme i Strid med de historiske
Forholde. – Ved Pantemænd paa særskilt matrikuleret Jord taler Noget
for at tilkjende dem Stemmeret, naar de sidde paa meget lang Tid. Man
rammer ikke blot hermed Retsforholdets Tanke, men kommer ogsaa i Overensstemmelse
med den friere Fortolkning af Grundlovens § 50, som har gjort
sig gjældende i enkelte andre Retninger[1]. Men Hindringen ligger her som
ved Skylddeling i Vanskeligheden ved at trække Grænsen.
Dette kunstige Retsforhold kunde fremkalde mange andre Spørgsmaal end de her berørte. Jeg har kun medtaget, hvad jeg fandt at høre med til en fyldig Fremstilling af Brugspantets Væsen. Det er ellers mærkeligt, at det saavidt vides, sjelden fremkalder Retssager, der komme til de overordnede Retter. I Høiesteretssager har jeg kun fundet det berørt et Par Gange og da, uden at noget Spørgsmaal af Interesse er blevet afgjort[2].
Brugspantet findes foruden i Norge (og Sverige), ialfald endnu et andet Sted i Verden, nemlig i Pommern. Det er imidlertid der et
aldeles forældet Retsforhold, som i lang Tid ikke har været stiftet fra nyt af.
- ↑ Spørgsmaalet foreligger nu til Storthingets Behandling. Otte Mænd med „brugeligt Pant“ i Helgebostad Pgd. i Lyngdals Sorenskriveri, blev ved Valgforsamlingen erkjendte stemmeberettigede, og denne Kjendelse er indanket til Storthinget. Fuldmagtskomitteens enstemmige Indstilling (Forh. VI. S. 383) der endnu ikke er behandlet af Storthinget, gaar ud paa at nægte dem Stemmeret; men Komitteen har misforstaaet Retsforholdet ved sin Bemærkning, at „den Omstændighed, at en Panthaver har gjort Anvendelse af Lovbogens 5–7–9 (8) kan i ingen Henseende stille ham i Klasse med Eier“. Der er her vistnok ikke Tale om „at tage Pant til Brugelighed“, men om kontraktsmæssigt Brugspant. Dette fremgaar ikke klart af Dokumenterne at 1870; men ligesom Egnens oven oplyste Sædvane taler derfor, bestyrkes det ved de Storthinget 1868 forelagte Dokumenter, der vise, at den vigtigste af de omhandlede Panthavere, en Valgmand, netop er den, som i 1859 fik det foromtalte kontraktmæssige Brugspant paa 1000 Aar, – dog saaledes at Panthaveren forinden kan opsige Pengene.
- ↑ Retst. 1860 S. 794–800, hvor der var Spørgsmaal, om en Ødegaard, der maaske var bortsat til brugeligt Pant, var indbefattet under Odelsløsningen. Se ogsaa Retstidenden 1872 S. 362.
Pantemanden, saa er Spørgsmaalet ikke afgjort ved den Bemærkning, at han jo kan søge Refusion hos Eieren. Thi han har ikke de Retsmidler mod denne, som det Offentlige har til Sikkerhed for Skatterne.
