Aar derefter ukært havde besiddet Godset (laghäfd), var Løsningsretten forbrudt. Enkelte Love bestemme endog her, at Panthaveren ved Tidsfristens Udløb skulde udbetale Skyldneren, hvad Godset var mere værdt end Gjælden. Men i Almindelighed gik dog Eiendomsretten nu endelig over uden videre. Der var efter dette ikke nogen saadan Modsætning mellem de forskjellige Panteformer ved fast Gods som mellem den norske Vedsætning og Forsale. Meget mere stillede det svenske wæþ efter Landskabslovene sig som en Mellemting af begge. Imidlertid taler dog Uplandslagen (Jordab. IX. pr.) om en Pantsættelse, som synes nærmest at svare til vor Vedsætning og det danske Pant per modum forvæth, idet den siger, at Godset skulde løses til næste Mortensmesse, om det ei skulde forbrydes[1]. Besiddelsens Overgang til Panthaveren var vistnok nødvendig.
I Kristofers Landslag af 1442 kan Pantsættelsen neppe længere siges at have bevaret engang Skinnet af Salg[2]. Det var nu almindeligt Brugspant, hvorved dog er at mærke, at Vurdering skulde ske, baade ved Udlaanet for at fastsætte Laanesummens Størrelse og ved Gjenløsningen, idet der fra Forfaldsdag var Nat og Aar til Løsning, efter hvis Forløb (foruden 6 Uger for Børdemændene) Panthaveren blev Eier. Her forudsættes altsaa en Løsningsret at være tilstede. Men det kan vel ikke slaa feil, at Brugspantet i Sverige som andetsteds ofte har været stiftet, uden at der har været nogen Ret for Panthaveren til at fordre Løsning Og endmindre tvivlsomt er det vel, at Landslovens Regel om Frugternes Afregning paa Hovedstolen, der vel skyldes en midlertidig Overvægt fra Geistlighedens Side, i Almindelighed har staaet som uskreven.
Brugspantet var da i flere Aarhundreder det raadende ogsaa i Sverige. Underpant og Indtegningsvæsen indkom ikke længe efter dets Indtrængen i de andre nordiske Lande og uden Tvivl ogsaa fra Tyskland. Det første Spor af Indtegningsvæsenet, som nævnes af svenske Forfattere, har man i en Forordning af 1598, der af samme Grunde som de noget ældre danske Love byder at kundgjøre alle Pantsættelser, Kjøb etc. af fast Gods paa det store Thing, som aarlig skulde holdes i Upsala, „for Rigets Sekretærer, som da skulde antegne dem i „Rijksens Tänckiebock“[3]. Hvis Nogen sælger eller „wædsætter“[4]
fast Gods paa anden Maade, „da skal det ingen Kraft have“. Det
- ↑ D. N. V. 735 findes et Brev fra Stockholm af 1446, hvorved en Gaard pantsættes paa et Aar fra næste Paaske.
- ↑ Nordstrøm II. 673, jfr. dog Motiverne til Komiteredes Forslag om Indtegningsvæsenet (af 1867) S. 24.
- ↑ Nordstrøm II. 675.
- ↑ Det gamle germaniske Ord har altsaa holdt sig meget længere i Sveriges Lovsprog end andetsteds.
