En endnu langt større Lighed i Panterettens Udvikling ville vi finde, naar vi holde os til den germaniske Ret alene. Der var fælles Spirer, der var i det Hele nært Slægtskab i Retsbegreberne, der virkede for en væsentlig Del de samme historiske Forholde og der kan desuden paavises nogen Indflydelse fra det ene Folk paa det andet.
Allerede Sproget vidner om, at alle de germaniske Folk fra sit ældste fælles Hjem har medbragt Begrebet om en Sikkerhed i Ting, som siden hos alle er udviklet til en virkelig Panteret. De have nemlig for Kontraktspant – hos Nogle dog kun for den ældste Form deraf – det samme Ord, nemlig gammeltysk weth, senere wette, wedde, gothisk vadi, gammelfransk gage, gammeldansk væth, oldnorsk veð; i middelaldersk Latin vadium; Stammen er rimeligvis et Ord, som betyder „at binde“. Ordet „Pant“, som i den senere Middelalder allesteds afløser det, er egentlig af romansk Oprindelse og blev i tydsk Ret fra først af længe kun anvendt paa den tvungne Pantstiftelse, hvorom man før havde brugt nama, name (vort Nam[2]). Længe holdtes pant og wedde baade i Navn og Virkelighed strengt ud fra hinanden. Men fra det 13de Aarhundrede brugte man i Tydskland mere og mere pant ogsaa om Kontraktspant, hvortil Grunden vel har været den, at det romerske pignus jo ogsaa bruges baade om taget og givet Pant. Fra Tydskland, hvor Ordet wedde efterhaanden forsvandt, trængte Ordet Pant fra 1300 ind i Danmark og Norge.
Hin fælles germaniske Spire har dog været lidet udviklet. Man kan nogenlunde sikkert slutte, at overalt er det den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, som først har været anseet for at indeholde en Sikkerhedsstillelse i sig og som har været kaldet veð etc. Det er navnlig den gamle norske Ret, der, som siden skal vises, giver os et Indblik heri. Vidnesbyrdet derom ligger imidlertid ogsaa deri, at den ældste Pantsættelse overalt ttllige ipso jure indeholder
i sig Eiendomsrettens betingede Overgang til Kreditor. Men forøv-
- ↑ Jeg har navnlig brugt som Kilde, V. Meibom, „das deutsche Pfandrecht“ 1867, men har dog ikke fulgt ham i hans fra de ældre mest afvigende Meninger, da disse ikke synes at have fundet Tilslutning, hvorom man navnlig kan se den bekjendte Retshistoriker Stobbes Anmeldelse af Bogen i Kritische Vierteljahrsschrift IX. 285 ff. jfr. Falster preuss. Privatrecht (2 Aufl.) III. 371. Jeg har ogsaa havt megen Nytte af Mascher „das deutsche Grundbuch- und Hypothekenwesen“ 1869.
- ↑ Det gammelfranske paner eller panar, betyder: røve, borttage, især tage noget paa Grund af Gjeld, og le pan (pannus, pannum, i den latiniserede Form) er: et borttaget Stykke, især: en paa Grund af Gjeld borttagen Formuesgjenstand. Meibom S. 24. I Tydsk Retssprog forekommer det første Gang Aar 802.
