strax kan tages almindelig Namsdom for Pantegjælden. Ja, den har endog beholdt 5. 7. 1, hvis Regel om Tab af Fordringen ved Pantets hændelige Undergang aldeles ikke passede med den nye Opfattelse af Panteforholdet, der stillede den personlige Forpligtelse ganske anderledes frem end i den ældre Tid, da den juridisk talt neppe kunde siges at være til[1].
Løsørepantet var altsaa kun Haandpant, et Ord som forresten ikke findes før det 17 Aarhundrede[2]. Allerede før Lovbogen var det dog blevet erkjendt, at Skib kunde gives til Underpant, og man havde forsøgt at udstrække dette ogsaa til andet Løsøre, men dette erkjendtes ikke for lovligt[3].
Medens det danske Løsørepant er det tydske meget ligt, er der ved fast Gods den væsentlige Forskjel, at der i Danmark – foruden det langt senere Underpant – forekommer tildels samtidig tvende Panteformer, hvoraf kun den yngste svarer til den tydske „ältere Satzung“. Her kommer den danske Panterets nære Slægtskab med den norske frem. Ligesom i Norge var nemlig den ældste danske Panteform ved fast Gods aldeles lig Løsørepantet: Pantsættelse paa ganske kort Tid for at sikre Gjældens Tilbagebetaling, idet Pantet, hvis denne udebliver, udenvidere bliver Kreditors Eiendom[4], hvorfor ogsaa danske Retshistorikere efter Diplomernes Anvisning kalde denne Form Pantsættelse per modum forvæth, i Modsætning til det yngre Brugspant, som de kalde par modum grøthagiald. Denne Væthsætning, som vi for Kortheds Skyld ville kalde hin ældste Form, forekommer i Skaanske Lov og Andreas Sunessøns Paraphrase heraf, samt i Slesvigs Stadsret, som derom allerede har virkelige Retsregler. Derimod findes den neppe i Jydske Lov eller i den ældste sjællandske Retssamling, ligesom den heller ikke før Slutningen af 13 Aarhundrede forekommer i Diplomerne, og Prof. Matzen synes derfor (S. 153–60) at have den Mening, at Pantsættelse af Jord i den tidligere Middelalder, selv i denne Form, var ukjendt i hele Danmark og i nogle Retsomraader først opkom henimod 1300. Jeg maa derimod udtale den Tro, at Væthsætning ogsaa af Jord er meget ældre i Danmark. Allerede dens nære Sammenhæng med Eiendomsretten tyder paa en meget gammel Oprindelse. Men især taler herfor den store Lighed med den norske Gulathingslags Vedsætning, der omfatter baade Jord og Løsøre. Det Sandsynligste forekommer mig at være, at hos de nordiske Folk har allerede fra urgammel Tid Eiendomsoverdragelse af Jord eller Løsøre, som har været betinget af en Forpligtelses Ikke-Opfylden, været opfattet som en Sikkerhedsret under Navn af veð eller væth. At dette har været Tilfældet ved Løsøre, kan nu neppe være tvivlsomt. Men at den aldeles tilsvarende Væthsætning ved fast Gods skulde være en Efterdannelse af Løsørepantet og det i en forholdsvis
sen Tid, synes lidet rimeligt. Dette Slags Pantsættelse synes netop ved
