Det er vel ogsaa muligt, at Pantsættelse per modum forvæth, naar
den stiftedes paa længere Tid end sædvanligt, saaat Panthaveren havde en
virkelig Brugsret, i Danmark ligesom i Norge kan have bidraget til at bane
Veien for Brugspantet. I Almindelighed var dog dette væsentlig forskjelligt
fra Væthsætningen. Det var nemlig ved Brugspant egentlig fremmed for
Retsforholdets Væsen, at Panthaveren skulde blive Eier, om Pantesummen ei
i rette Tid betaltes. I Almindelighed var der i den ældre Tid ikke engang
fastsat nogen Løsningstid. Vistnok ser man noget senere end Brugspantets
Opkomst, nemlig fra det 14 Aarhundrede, at der ogsaa ved dette Slags Pant
stundum er sat en kort Forfaldstid, men Meningen er dermed kun, at Panthaveren
først skal nyde Frugterne, saafremt Tiden oversiddes[1]. Ved det almindelige
Brugspant var Laanet i ældre Tid oftest uopsigeligt fra Panthaverens
Side, medens Eieren naarsomhelst kunde indløse det, medmindre en vis
Tid, inden hvilken Løsning ikke maatte finde Sted, var fastsat, hvilken Aftale
i senere Tid blev stedste hyppigere[2]. Og det var ogsaa meget sjeldent, at
man ved det egentlige Brugspant fastsatte Kommissarialclausulen[3]. Panthaverens
Ret indskrænkede sig altsaa ved denne Panteform i den ældre Tid
kun til Brugen eller – da Godset maaske i Regelen var bortleiet – til
Oppebørsel af Leiesummen. Det almindelige Forhold var, at Frugterne helt
tilfaldt Panthaveren, idet Aftaler om, at de helt eller delvis skulde afskrives
paa Kapitalen, vare sjeldne, navnlig i senere Tid[4]. Efterhaanden blev imidlertid
Panthaverens Raadighed over Godset stedse større, saaat fra Aar 1400
af denne Grund Panthaverens Ret ofte i Breve forvexles med Eiendom, og
„Salg til Gjenkjøb“ sees brugt som Navn for Retsforholdet iflæng med Pant[5].
Panthaveren kunde nu pantsætte og sælge sin Ret, og da Pantsættelsen og
lignende Forføielser kunde ske ganske privat ved aabent Brev, havde Panthaveren
faaet en letvindt Adgang til at gjøre sin Ret i Penge, endnu førend
han kunde ligefrem søge Fyldestgjørelse i selve Pantet[6].
Fra Middelalderens Slutning[7] indtraadte imidlertid efterhaanden en endnu mærkeligere Udvidelse af Brugspanthaverens Ret nemlig saaledes, at, selv
hvor der ikke var sat nogen Betalingstermin, Eieren blev ikke blot berettiget,
- ↑ M. S. 376–79.
- ↑ M. S. 365 jfr. 392–93 og 439.
- ↑ S. 365–66, jfr. S. 350.
- ↑ M. S. 379 ff.
- ↑ M. S. 367–75 jfr. 386 jfr. Stemann S. 502.
- ↑ M. S. 369.
- ↑ M. S. 395 ff.
i Mellemtiden, da det vistnok altid i de faa latinske Diplomer kaldtes „impigneratio“, var det kun lidet udbredt. Omvendt findes ikke Ordet „væth“ brugt derom; men det skal dog tilføies, at „Pant“ ogsaa fortrængte „væth“ ved anden Pantsættelse, og jeg tør ikke paastaa, at „Pant“ fra først af blev brugt alene om det egentlige Brugspant. (Jfr. M. S. 128 og S. 3). I Norge blev meget mere „Pant“ brugt allerede fra først af tildels om forskjellige Arter af Pantsættelse. I Danmark sees Ordet „væth“ at være kommen af Brug allerede tidlig i 14 Aarhundrede.
