Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/34

Denne siden er korrekturlest

udkom i 1553 en Forordning for Kjøbstæderne, at „efterdi mangfoldige Klagemaal for os været haver, hvorledes at mange vore Undersaatter og Andre blive bedragne“ – – – „have vi samtykt, at naar Nogen vilde sælge, forpante eller i anden Maade til Laan eller Gave afhænde noget Kjøbstadgods, da skal han det afhænde til Bytinget eller paa Raadhuset for Borgermester og Raad og skal det klarligen indtegnes udi Stadsbogen, faa man kan vide sig derefter at rette“; i modsat Fald skal „den Forvaring ingen Magt have“^[1].

Denne Forordning synes imidlertid aldeles ikke at være efterlevet^[2]. Derfor udkom Frd. 22 Aug. 1580, ogsaa for de danske Kjøbstæder, omtrent af samme Indhold, at de som „afhænde eller forsætte deres Gaarde – – til Underpant, Pant eller Eiendom“, skulle gjøre dette til Bythinget og „der at gives beskrevet“^[3]. Selv denne Forordning blev først efterhaanden gjennemført i Kjøbstæderne, sommesteds ikke engang før Frd. af 1632 Denne Forordning, som snart skal omtales, indførte Thinglysning og Protokollation for det hele Rige, idet den ogsaa paabød Førelsen af „Pantebøger“ i senere Forstand, efterat særlig for Landet allerede Frd. 1622 havde for Adelens Vedkommende paabudt Pantebrevenes Læsning.

Ved disse vigtige Lovbud, der efterhaanden under det gamle Navn Thinglysning indførte en ganske ny Institution, hvis Hovedvægt laa i den følgende Protokollation og hvis Iagttagelse var nødvendig for Rettighedens Stiftelse, – var den anden væsentlige Hindring for et virkeligt Underpant ryddet af Veien, idet man havde faaet fuld Sikkerhed for Trediemand, omend Besiddelsesftanden

ikke forandredes.

↑ Jfr. Rosenvinges Retshistorie 3 Oplag S. 163–64.
↑ Matzen S. 274–75.
↑ Da denne Frd. er lidet tilgjængelig, aftrykkes den her i det Væsentlige efter Nye Danske Mag. VI. 222–4. Efter en lignende Indledning som i Frd. 1553, om Bedrageri og Skade ved hemmelig Pantsættelse og Salg, fortsættes der: – – – „hvo somhelst efter denne Dag foraarsages til at afhænde eller forsætte deres Gaarde, Huse og Eiendomme enten til Underpant, Pant eller til Eiendom, at I da rette Eder efter samme Eders Gods til Eders Bything at afhænde, det være sig til Underpant, Pant eller Eiendom og ingen anden Steds og der at gives beskrevet. Dersom nogle af Borgerne findes efter denne Dag herimod hemmelig at underpante, pante, sælge eller skjøde noget deres Gods og det ikke sker offentlig til Thinge, som før er rørt, da skal det ingen Magt have, men aldeles være død og magtesløs og bøde deres Falsmaal derfor efter Loven og Privilegierne. Vi ville og udi lige Maade herimod strengeligen og alvorligen have befalet alle dem, som hidindtil enten have pantet eller kjøbt nogle Gaarde, Huse eller Eiendomme der udi Byen og ikke er gjort og skeet til Thinge, at I med det første giver det Eders Borgermester og Raad tilkjende, at de dem derefter forholde kunde, saafremt Eders Forsømmelse findes og Nogle fange Skade derover, at de ikke ville stande derfor til Rette, som det sig bør“.
Til Slutning: „Sendt til alle Kjøbstæder i Danmark“.

[1] Jfr. Rosenvinges Retshistorie 3 Oplag S. 163–64.

[2] Matzen S. 274–75.

[3] Da denne Frd. er lidet tilgjængelig, aftrykkes den her i det Væsentlige efter Nye Danske Mag. VI. 222–4. Efter en lignende Indledning som i Frd. 1553, om Bedrageri og Skade ved hemmelig Pantsættelse og Salg, fortsættes der: – – – „hvo somhelst efter denne Dag foraarsages til at afhænde eller forsætte deres Gaarde, Huse og Eiendomme enten til Underpant, Pant eller til Eiendom, at I da rette Eder efter samme Eders Gods til Eders Bything at afhænde, det være sig til Underpant, Pant eller Eiendom og ingen anden Steds og der at gives beskrevet. Dersom nogle af Borgerne findes efter denne Dag herimod hemmelig at underpante, pante, sælge eller skjøde noget deres Gods og det ikke sker offentlig til Thinge, som før er rørt, da skal det ingen Magt have, men aldeles være død og magtesløs og bøde deres Falsmaal derfor efter Loven og Privilegierne. Vi ville og udi lige Maade herimod strengeligen og alvorligen have befalet alle dem, som hidindtil enten have pantet eller kjøbt nogle Gaarde, Huse eller Eiendomme der udi Byen og ikke er gjort og skeet til Thinge, at I med det første giver det Eders Borgermester og Raad tilkjende, at de dem derefter forholde kunde, saafremt Eders Forsømmelse findes og Nogle fange Skade derover, at de ikke ville stande derfor til Rette, som det sig bør“.
Til Slutning: „Sendt til alle Kjøbstæder i Danmark“.

[1]

[2]

[3]