Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/39

Denne siden er korrekturlest

veren vilde og kunde tage Eiendomsdom, foregik først Vurderingen og derpaa faldt Eiendomsdom, idet Pantsætteren fik Overskudet. Denne fik ikke de særlige Frister før Eiendomsrettens Overgang, som omtales i Frd. 1632. Men til Gjengjæld indførte Lovens 5. 7. 12. en Løsningsfrist af Aar og Dag efter Dommen.

Ved Siden af denne Fremgangsmaade giver L. 5. 7 17 for alt Pant, baade i Løsøre og fast Gods, Ret til at søge Skyldneren personlig ved almindelig Namsdom og Indførsel.

Lovbogen er ogsaa deri sorskjellig fra sin Kilde, store Reces, at den ikke har udtrykkelig gjentaget Forbudet mod Kommissarialklausulen. Meget mere har man i 5. 7. 11.s Text villet finde Bevis for dens Gyldighed[1]. Dette er dog nok en Feiltagelse, og Kommissarialklausulen er efter Lovbogen vistnok ugyldig, om denne end ikke har tilføiet med Frd. 1623 „hvorledes og Pantebrevet formelder“. Thi Eiendomsdom, som efter den hele historiske Sammenhæng visselig var saa nødvendig for Eiendomsrettens Overgang, at den ikke kunde fraskrives[2], kunde ligesaalidt efter Lovbogen som efter Frd. 1623 faaes uden foregaaende Taxt. Nu siger vistnok 5. 7. 11: „men haver den Pantsættende forskrevet sig til en vis Taxt paa Pantet, som den Panthavende skal nyde det for til Eiendom, da bør Taxten efter samme Forskrivelse at følges“. Men hermed sigtes kun til den allerede før Lovbogen meget hyppige Overenskomst, som fastsatte en Taxt pr. Tønde Hartkorn, hvorefter Kreditor skulde tage Jordegodset i Betaling for Gjælden, hvilken Overenskomst ikke ansaaes stridende mod Frd. 1623[3]. En videregaaende Begrændsning af Vurderingen har det neppe været Lovens Mening med disse Ord at opstille. De angaa heller ikke Hus og ere overhovedet uanvendelige i Norge, idet de kun ved Sammenblanding af danske og norske Forholde ere komne ind i norske Lov. Efter denne Sammenhæng maa derfor vistnok den historiske Fortolkning af 5. 7. 11. lede til, at den er til Hinder for Kommissarialklausulens Gyldighed. Efter Prof. Schweigaards Udtryk i hans Forelæsninger over den romerske Panteret skal paa Grund af Kommissarialklausulens store Ubillighed den Fortolkning, hvorefter dens Gyldighed ved fast Gods antages, have „Jernfasthed“. Men det vil vel heraf sees, at den Fortolkning, hvorefter 5. 7. 11. taler for dens Gyldighed, neppe kan kaldes „jernfast“.

Lovbogen havde saaledes bygget videre paa sin nærmeste Kilde, Kristian den Fjerdes Lovgivning. Den havde givet Panteretten sit legale Indhold, navnlig ved, uafhængig af udtrykkelig Vedtagelse, at give Panthaveren Ret til gjennem en bestemt Fremgangsmaade, en eiendommelig Panteproces, at søge Pantesummen fyldestgjort af Pantet, idet den ved Siden heraf aabnede Adgang til

almindelig Gjeldsforfølgning. Men den havde dog ikke kunnet løsrive sig fra

  1. Hall. Obl. II. 328.
  2. M. S. 352.
  3. M. S. 353–54.