Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/41

Denne siden er korrekturlest

hedshavere. Men, ligesom det ved almindelig Gjældsforfølgning endnu længe ved fast Gods var en stundum benyttet Net for Udlægshaveren at tage Eiendomsdom[1], saaledes har det maaske ogsaa henimod Aarhundredets Slutning været seet, at Panthaveren enkelt Gang har taget Taxt og Eiendomsdom. Nørregaard siger 1787 (III. 348), at Lovens Fremgangsmaade efter 5. 7. 11. „iagttages just ikke nu i Praxis“, men dog i Udtryk, som om den endnu ikke var ganske forsvundet. Men Brorson siger mere bestemt (1794), at „Tidernes Forandring har indført en anden end den her bestemte Omgangsmaade“, nemlig den nuværende, Namsdom, Udlæg og Auktion[2].

Hin Skyldnerens Vedtagelse af Auktion som gyldig Afgjørelse frembragte tidlig den bekjendte Panteklausul („Auktion uden Lovmaal og Dom“), og denne var ogsaa i Danmark paa god Vei til at erkjendes gyldig. Men heri skete der en Forstyrrelse ved den Kanc. prom. 29 Oktbr. 1803, som udtalte, at Skyldneren først skulde indkaldes til Forligelseskommissionen. Dette ledede i Danmark til den Mening, at Auktion først kunde afholdes efter Forlig eller Dom, selv hvor Panteklausulen var aftalt. Og senere er denne Klausuls Ugyldighed, endog i Umyndiges Obligationer, blevet en, paa flere nyere danske Love støttet, sikker Retssætning[3]. Sammenhængende hermed er det, at Panthaverne i Danmark ikke staa udenfor Konkursen, da de altid maa gaa gjennem Dom og Udlæg.


Forinden jeg forlader den Danske Ret, skal jeg endnu søge at besvare et Spørgsmaal, som maa reise sig ved Sammenligningen mellem den danske og den romerske og tydske Panteret, nemlig om den store Lighed i Udvikling, som findes, især med den sidste, kun er tilfældig eller i det høieste grundet i Folkeslægtskabet, eller om den er fremkommen ved Indflydelse fra disse fremmede Retssystemers Side. Dette Spørgsmaal har for os en saameget større retshistorisk Interesse, som Udviklingens Resultat, Kristian den Femtes Panteret, jo ogsaa blev norsk Ret.

Professor Matzen har ogsaa i Spidsen af sin Bog opkastet Spørgsmaalet, om den danske Panterets Paavirkning af fremmed Ret. Men han kommer her S. 16 til det Resultat, at „den danske Panteret er en selvstændig national Retsdannelse“ og „at fremmed Ret hverken har havt nogen almindelig eller blivende Indflydelse derpaa“.

Jeg kan ikke være enig i denne Mening.

Tildels er denne Mening kun en Tvist om Ord. Thi Prof. Matzen har selv indrømmet (S. 14), at den kanoniske Ret ved sit Renteforbud har havt „en overordentlig hemmende Indflydelse paa Panterettens frie Udvikling“,

idet den nemlig har mægtigen bidraget til, at Danmark var „mindst

  1. Nellemann l. c. S. 168–69.
  2. Brorson, Lovens 5te Bog II. 32.
  3. Nellemann l. c. S. 264–65.