fire Aarhundreder om at tilbagelægge Veien fra brugeligt Pant til Underpant“. Men Hr. M. finder, at denne Virkning er „aldeles midlertidig“. Andre ville maaske finde, at dog denne Indflydelse fortjener at kaldes „blivende“, aldenstund her tales om en afsluttet historisk Udvikling.
Jeg skal imidlertid ikke opholde mig ved den ældre Tid, men vende mig til Udviklingens seneste Periode, som finder sin Afslutning i Kristian V’s Lovbog, baade fordi Undersøgelsen har en ulige større Interesse og fordi, hvis der her kan paavises en væsentlig fremmed Indflydelse, denne, hvor det gjælder „Panterettens Historie indtil Kristian V’s Lovbog“, nødvendig maa kaldes „blivende“, og der altsaa ikke blot bliver en Ordstrid.
Jeg er her kommet til den Slutning, at det vigtigste Indhold af 5. 7., nemlig selve Underpantet, i væsentlig Grad er et Resultat af fremmed Rets Indflydelse.
Hermed vil jeg ingenlunde slutte mig til de ældre Forfattere, som siden Schlegel have holdt for, at Underpant med de vigtigste Regler derom gjennem Kristian IV’s Lovgivning er indført i Danmark fra den Romerske Ret. Denne Menings Urigtighed følger allerede deraf, at den romerske Panteret endnu ikke var fuldt reciperet ialfald i Nordtydskland, da Underpantet indførtes i Danmark, og det er kun gjennem Tydskland, Romerretten ellers paa denne Tid har øvet sin Indflydelse paa den dansk-norske Ret. Og saameget sikrere bliver dette, naar man betænker den store Forskjel mellem Underpantet i Kristian V’s Lov og det romerske Hypothek, idet hint væsentlig kun er tilladt i fast Gods (og Skib) og grundet paa Offentlighed, altsaa det romerske System ganske modsat. Mere kunde det have for sig at antage Kristian V’s Panteproces ved Underpant skrevet efter romersk Forbillede. Dette var ogsaa Professor Schweigaards Mening, idet han oftere ytrede paa sine Forelæsninger over den Romerske Ret, at Cod. 8. 34: var „excerperet“ i Kristian V’s Lov 5. 7. 8. ff. Der er virkelig ogsaa en stor Lighed mellem denne Lovs Fremgangsmaade og den, som efter Romerretten in subsidium stod Panthaveren aaben, naar han forgjæves havde prøvet Salg. Sammenligne vi den dansk-norske Panteproces efter Lovbogen med den subsidiære romerske, saa finde vi, at efter begge[1] maatte Panthaveren først komme i Besiddelse af Pantet (hvortil forøvrigt efter R.R. trængtes særskilt Domssøgsmaal, actio hypothecaria); derpaa kunde han efter begge (i Romerretten dog først, naar Salg forgjæves var prøvet) faa Taxt (i R.R. ved Rettens Skjøn) og endelig en Eiendomsdom (i R.R. almindelig ved rescriptum principis), hvorpaa Pantet stod Skyldneren til Løsning; (i R.R. 2, tidligere 1 Aar). Jeg tør imidlertid ikke antage, at Romerretten her har været Kilden. I Enkelthederne er der større Lighed med den sachsiske Panteproces, og hvis fremmed Forbillede har været brugt, hvorom mere siden, tror
jeg, det maa være denne. Og efter tydske Forfatteres Mening er der ikke
- ↑ Efter Romerretten maa dog nu dette ansees tvivlsomt.
