Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/49

Denne siden er korrekturlest
IV.
Norsk Panteret.

Panterettens nære Sammenhæng med Eiendomsretten og oprindelige Udvikling fra denne lader sig ganske klart paavise i vor gamle norske Ret. Dens Love, navnlig Gulathingsloven, høre til de germaniske Folks ældste, og Retslivet artede sig meget længe saa særdeles gammeldags, at vi endnu fra Diplomtiden finde mange Vidnesbyrd om en urgammel Retsanskuelse, som andetsteds vel for det meste var ganske forsvunden[1].

Ved Hjælp heraf kunne vi ikke blot nøiere end i noget andet Land følge det gjenkaldelige Salg Skridt for Skridt i dets Udvikling til Brugspant, men – hvad der især gjør den norske Panteret interessant og kaster Lys tilbage paa de beslægtede men mindre oprindelige Retsforfatninger – vi kunne ogsaa med Sikkerhed skimte Pantets Fremvæxt af den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse. Til denne Retsdannelse som den ældste gaa vi da først over.

1. Suspensivt betinget Eiendomsoverdragelse som Overgang til Panteret. Den gamle Vedsætning af Jord. Løsørepantet indtil Kristian V’s Lov.

Medens vi allerede i den meget gamle Gulathingslov under Navnet veð finde en virkelig Panteret i Jord og Løsøre, med sit bestemte legale Indhold, nemlig Eiendomsrettens Overgang i Tilfælde af Misligholdelse, – have vi endnu fra en langt senere Tid, lige ned i 15de Aarhundrede, gjennem Diplomerne Levninger af det ældste Trin i Panterettens Udvikling, da Retshandelens Hovedhensigt er at give en suspensivt betinget Eiendomsret, men denne ved Siden deraf ogsaa opfattes som en Sikkerhedsret om ikke netop som en Panteret. Ordet veð har derfor Betydningen baade af en udpræget Panteret og af den mere ubestemte Sikkerhedsret, som fra først af vistnok har været Ordets oprindelige fælles-germaniske Betydning. Og paa samme Tid, som Lovene forlængst have udviklet meget fremskredne Regler om en virkelig Panteret f. Ex. endog paabudt Taxt, sammenblander den folkelige Retsfølelse stundum endnu Eiendomsret og Sikkerhedsret eller opfatter den samme Retshandel fra begge disse Sider. Vi se altsaa med andre Ord den ældre og den yngre Retsdannelse endnu samtidig levende i den historiske Tid.

Vi finde maaske Spor af dette Forhold allerede i Lovene. Medens

  1. Det maa mærkes, at Diplomerne overalt i det Følgende citeres med deres Nummer i vedkommende Bind af Norsk Diplomatarium, hvor der ikke udtrykkelig er tilføiet „pag“. Jeg maa nytte denne Leilighed til at beklage, at Overskrifterne i de tidligere Bind af Diplomatariet ikke ere udførligere; dette har betydelig forøget mit Arbeide ved dets Gjennemsøgning. Fleresteds er ogsaa Retshandelen feilagtig angivet, idet det dog villigen skal indrømmes, at det stundum kan være vanskeligt nok at afgjøre, hvad der er Pant og hvad der er Salg.