disse i Almindelighed kun tale om den virkelige Panteret, finde vi dog ogsaa veð i den oprindelige og mere ubestemte Betydning, nemlig i G. L. 41., gjentaget i M. L. VIII. 14. Det hedder her, at om en leiet Ko dør, men Udleieren havde „veð“ i en anden Ko, da skal han have denne i Stedet; thi „ku skal i kyr stað koma“, en Sætning, som ved sin Alliteration netop vidner om sin ældgamle Oprindelse. Retsforholdet har vel egentlig her været sluttet med den udtrykkelige Aftale, at, hvis Koen døde, skulde en af Leietagerens Kjør gives tilbage i Stedet, og dette Forhold er blevet betegnet med veð.
Langt klarere og rigere kommer denne Retsopfatningens Udvikling frem i Diplomerne. Hin ældste Retsdannelse gjenfinde vi der især i et enkelt Forhold, nemlig i Tilfælde af Vanhjemmel ved Afhændelse af Jord. Det hedder meget ofte i Brevene i Forbindelse med Hjemmelsklausulen, at, om Jorden eller nogen Del deraf bliver „ufrels“, skal Sælgeren skaffe i Stedet anden ligesaa god Jord af sine Eiendomme, eller endog, at Kjøberen skal eie en anden, udtrykkelig nævnt Gaard. Dette indeholder jo ligefrem en (suspensivt) betinget Eiendomsoverdragelse enten af en bestemt Gaard eller af et vist Skyldbeløb i Sælgerens Jord. Det almindeligste Udtryk for Kjøberens betingede Ret til denne Jord, er, at han skal „gaa ind i“ eller „vige til“ den. Men man har ogsaa mange Diplomer, hvor netop dette selvsamme Forhold udtrykkes med „veð“ eller andre Ord, der betegne en Sikkerhedsret. De mærkeligste af disse ere de, som gjennem sine egne Udtryk sammenblande „veð“ og Eiendom og saaledes vise, at den betingede Eiendomsret tillige opfattes som en Garanti for Hjemmelspligtens Opfyldelse. Der er nemlig flere Diplomer, som for Tilfælde af Vanhjemmel sætte „til Ved og fuld Eiendom“ anden Jord; de ere især fra Bygder, som navnlig i hine Tider have ligget meget afsides[1]. De fleste af de øvrige, der ere spredte over Landet, men dog især
ere fra det Østenfjeldske, bruge blot Udtrykket „vædsætte“, “sætte til Væd“, „sætte
- ↑ Se Dipl. Norv. III. Nr. 304. (fra 1359), hvor der sælges 8 Koleier Jord i Vækkin paa Lom i Gudbrandsdalen; og hvis nogen Mand kunde gjøre Fortræd heri, da „sætti Sigurdr Ogmundi til vædæs ok fullra æighu in i“ ligesaamegen Jord i Gaupar sammesteds. III. Nr. 318 og 322, hvor der i tvende Breve fra 1361 om samme Salg af Lyen i Vaage (Gbdl.) til Præsten sammesteds hedder, for Tilfælde af Vanhjemmel: i det første, at Sælgeren „setti veð i vørdslu“ (Borgen) en anden Gaard, og i det andet: at Sælgeren fatte Præsten 4 Markebol i Øi „i væd ok i værdslo ok til æfveleghe æigho“. III. 598, hvor Præsten paa Lom, saafremt noget af ham solgt Jord i Hole blev ufrelst, satte Kjøberen en Koleie „til vædhæs i Rossæstadum – – til æværdligre æighu ak alls afrædes“. Dette Brev er saa sent som fra 1410. Man finder ogsaa Exempel herpaa fra aabnere Bygder, nemlig Vestfold, D. N. III. 397 (fra 1375), hvor en Mand i lignende Tilfælde ved et Salg til Bispen har „vædsættt“ denne en anden Gaard, som han selv paabor „til æværdælighra æighu“.
