og ei alt, da minker Vædet efter Regnskabet“. Her er jo den samme Afhændelse af Jord til Betaling opfattet baade som Salg og Pant. Herfra er der en let Overgang til det Retsforhold, som findes i Diplom fra Smaalehnene af 1399 (D. N. IV. 689), hvor en Mand erkjender at skylde Bispen 6 Kjør, hvorfor han „vædsætter“ en Gaard, saaledes, at hvis de ikke ydes til Vinternat, er den Bispens evindelige Eie. Og herfra er der atter kun et Skridt til et Retsforhold som det i Diplom fra Oslo af 1365 (IV. 452), hvor en Sysselmand erkjender at skylde Mariekirken i Oslo en Del Oppebørsler fra Hallingdal, hvilke han forpligter sig til at betale til 2 nærliggende Terminer, og hvis de ei da ere betalte, har han „vædsæt“ en Gaard, uden at der gives nærmere Forklaring af Menighedens Indhold ɔ: en Panteret, hvis Indhold maa søges i Landets almindelige Ret, idet det klarligen er Meningen, at Gaarden bliver Eiendom, om ei Betaling da er skeet[1].
Den her meddelte Række af Diplomer beviser.efter min Mening klarest Rigtigheden af den før fremsatte Paastand om den ældste Panterets Oprindelse. Vi se her alle Trin i Udviklingen: først den ligefremme Afhændelse, dernæst den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, saa dennes Opfattelse som tillige indeholdende en Sikkerhedsret, derefter en Sikkerhedsret, som tillige indeholder en betinget Eiendomsoverdragelse og endelig den færdige Panteret selv med Eiendomsrettens mulige Overgang som en selvforstaaet legal Virkning ɔ: Lovens ældste Panteret „veð“. Og mærkeligt nok vise de samme Diplomer, at denne urgamle Retsopfattelse, som havde udviklet Pant af Eiendom, vedblev ligesaalænge, som denne Panteform selv brugtes ved Jord.
Det er da allerede gjentagne Gange antydet, at vi finde en virkelig
Panteret med et bestemt Indhold opstillet langt tidligere, nemlig allerede af
- ↑ Som et mærkeligt Exempel paa, hvorledes Eiendoms- og Sikkerhedsretten gik over i hinanden, skal jeg hidsætte et Brev fra Smaalehnene af 1383 (I. 480): Præsten i Eidsberg spørger sin Svoger Eigil: „Hvad Sikkerhed (hvat vissu) sætter Jon min Søster Gunbjørg for de 3 Mærker Guld, som hun betalte for Dig“; Eigil svarede: „jeg kjendes ved det, at min egen Hustru Gunbjørg betalte for mig 3 Mærker Guld af sine egne Penge og derfor sætter jeg Gunbjørg og hendes Arvinger til evindelig Eie 6 Ørebol Jord i Gulberg i Eidsberg“. Det maa her mærkes, at „sætte“ ellers almindelig bruges i Forb. „sætte Ved, Pant“ o. desl. Noget lignende har man i IV. 872 fra Eker endog saa sent som 1439: Rolf „sætte“ Thorgaut 6 Ørebol i Stinning for 14 Gylden til evindelig Eiendom“ (muligvis en datio in solutum). Endnu mærkeligere synes det noget dunkle Diplom V. 921 (fra Gudbrandsdalen af 1483) at være; en Mand „sætter“ Kommunet i Oslo en Del af sin Gaard „til evindelig Eie“ paa det Vilkaar, at Kommunet ingen Tiltale skal have til Jorden, om han inden 2 Aar har bygget nogle Huse paa Kommunets Lod i Gaarden. (?) Jfr. V. 784 fra Sandsvær af 1454, hvor en Søn „sætter“ sin Fader en Gaardpart til evindelig Eie, fordi han havde udlagt en Kjøbesum for ham. VI. 466 af 1437 „satte og afhændede sin Gaard til evindelig Eie“.
