Det vil allerede fremgaa af de anførte Diplomer, at Rettighedshaveren
langtfra altid var i Besiddelse af det faste Gods, som var stillet ham i
veð. Dette vil ogsaa let forstaaes af Retsforholdets Natur, da Vedet sattes
for Gjæld, der skulde være meget snart betalt, medmindre Ved skulde forbrydes,
t. Ex. fra Høsten til næste Februar, fra Marts til St. Hansdag o. desl.,
og for saadanne Dele af et Aar var det meningsløst at indsætte Kreditor i
Besiddelsen. Saameget klarere er det, at Hustruen ei var i Besiddelse af sit
þingaveð eller Kjøberen af det saakaldte veð, der stilledes ham for Tilfælde
af Vanhjemmel. At Ved alligevel altid uden Hensyn til Besiddelsesstanden
gav tinglig Ret, maa ansees som sikkert. Ligesom vore gamle Love i det
Hele ikke, saaledes som de danske, krævede Overleverelse ved Stiftelse af
tinglig Ret[1], saaledes viser F. L. IX. 28 tydelig, at et Ved, som ikke kunde
være i den Umyndiges Besiddelse, dog af ham kunde vindiceres fra Trediemand
jfr. G. L. 115. Ogsaa Diplomerne bære herom Vidnesbyrd. Hertil
sigter den ikke faa sjeldne Aftale i Hjemmelsklausulen, at Gaarden hjemles
eller skjødes „vædislaus“, der især forekommer i den ældre Tid[2]. Og navnlig
kan her mærkes en Lagmandsdom fra Tønsberg af 1329 (I. 201), som, da
en Kvinde beviste, at hendes Mand havde faaet veð i en Gaard, før Indstevnte
havde kjøbt det, og at hun ikke havde faaet de Penge, som Gaarden
var vædsat for, tildømte hende Gaarden med Landskylden for saamange Aar,
som hun havde mistet, siden Manden døde.
Det ser altsaa ud, som om den gamle norske Ret allerede tidlig kjendte Underpant i fast Gods, ja efter et Diplom, endog Underpant i løst og fast i „Alt, hvad eier og eiendes vorder“, og at den altsaa heri var vidtforskjellig fra beslægtede Folks Love. Det vilde dog være vildledende, om vi vilde overflytte vort Begreb „Underpant“ paa saadant Veð. Netop fordi tinglige Rettigheder overhovedet kunde stiftes uden nogen Besiddelse eller nogen vis Forms Iagttagelse, blev det ikke nogen særegen Art af Pant, om Godset vedblev at være i Eierens Besiddelse. Om end dette for ved i fast Gods var det hyppigste, var det ingenlunde et Særkjende derfor, navnlig naar det var stiftet paa et helt Aar, og det kunde først bringes over i en anden Klasse af Pant, naar Brugsretten var noget væsentligt for Panthaveren I Almindelighed var det noget tilfældigt og uvæsentligt for veð, om det blev i Eierens Besiddelse. Hvad der paa Grund af dets Varighed mest ligner Underpant, Hustruens
þingaveð, kan paa den anden Side lidet paaraabes paa Grund af
- ↑ Se Brandt, Brudstykker af Forelæsninger over Retshistorie i Ugebl. VI. 81. Aschehoug, Afhandling om de tinglige Rettigheder i Tidsskrift for Videnskab og Literatur for 1854 S. 217. 223. 225.
- ↑ II. 17 af 1277; II. 40 at 1297; II. 161 at 1327, alle fra Nidaros; II. 58 fra Bergen af 1300; I. 163 fra Lofoten af 1321: en Gaardlod betales i Sagøre „frjálsa ok vædeslausa fyrir hverjum manne“.
