idet ved her naturligen gjengives med pant. Den har saaledes ogsaa de Ord: „hvad heller det er Jord eller andet“. Men det tør vel efter det Foregaaende antages, at dette her staar ørkesløst. Paa den Tid fandtes kun Brugspant i Jord, hvorfor Lovstedet ikke er skrevet, samt Underpant, der imidlertid var for nyt, til at Loven, som her kun var Gjengivelse af gammel Lov, dertil havde taget Hensyn. Denne Artikel passer derfor egentlig kun paa Haandpant i Løsøre, og den er vel ogsaa tildels,brugt som Kilde for Kristian V’s Regler herom. I Virkeligheden har vel saaledes M. L. VIII. 20 indeholdt den gjældende Ret om Løsørepantet ligetil Kristian V’s Norske Lov, hvilket kunde være muligt, fordi Taxt allerede var indført af M. L.; Kristian V’s N. L. indeholder derfor om Haandpant heller ikke synderlig Nyt for Norge, om vel den danske Retsbrug fuldt saa meget har været Kilden som Kristian IV’s Norske Lov.
Det Pant, som ved fast Gods ogsaa i Norge spiller den største Rolle i den senere Del af Middelalderen, er Brugspantet. Dette er ogsaa hos os klarligen udviklet af gjenkaldeligt Salg. Medens de gamle Love kun indeholde lidet om egenlig Pantsættelse af Jord og denne vistnok i den ældste Tid aldrig har været meget hyppig, have de alle meget vidtløftige Regler om Salg af fast Gods med Gjenløsningsret, og af disse Regler, som ere udførligen fremstillede af Prof. Brandt i Ugebl. for Lovk. VIII. 356 ff., ser man, at denne vigtigste Panteform er ligeledes efterhaanden voxet frem af Eiendomsretten, nemlig paa den anden forhen antydede Maade, ved en til Eiendomsoverdragelsen knyttet resolutiv Betingelse.
I den ældste Lov, Gulathingsloven, (c. 276 ff.) er Karakteren af virkelig Eiendomsoverdragelse endnu bibeholdt. Ikke blot maa ved Salget de samme Former iagttages, saasom Lovbydelse til Frænderne og Skjødning, men Løsningen er kun en Ret for Sælgeren og hans Frænder, ligesom ved Odelsløsning; Kjøberen kunde ligesaalidt fordre Løsning som kræve sine Penge tilbage. Løsningsfristen kunde være fastsat (selja til stefnu) eller overladt Sælgerens Godtykke (selja til màla). I begge Fald var Kjøberen Eier og Bruger; i første Tilfælde var hans Eiendomsret uindskrænket efter Løsningsfristens Udløb, dog almindelig Odelsløsning forbeholdt; i sidste Fald var der ingen Præskription af Løsningsretten.
I Frostathingsloven (XII. I. 2.) fremtræder derimod dette Forhold (forsala, selja til forsölu, modsat selja til oðals eller til skeytingjar) ikke længere i Virkeligheden som en ren Eiendomsstiftelse. I Formen er det vistnok Salg, hvorved Skjødning synes at have været almindelig. Men Retsforholdets egenlige Øiemed har dog her langt mere været at til-
