veð, har været anvendt uden paa Løsørepant, hvorpaa den nu alene egen- lig passede.
Det almindelige Forhold var dog, at ingen Løsningsfrist var fastsat, saaat Panthaveren skulde forblive i Besiddelse af Pantet, indtil Løsning af Skyldneren frivillig skete. Navnlig var dette Tilfældet i 16de og 17de Aarhundrede. Den storartede Pantsættelse af Kronens Jordegods, som foregik henimod Souverænitetens Indførelse, skete, saavidt vides altid, paa det Vilkaar, at Kreditor skulde „nyde den aarlige Landskyld med Bygsel og Tredieaarstage, ligesom af andet Pantegods her i Riget sædvanligt er, indtil saalænge han eller hans Arvinger kontenteret er“[1]. Eierens Løsningsret var i dette almindelige Tilfælde saaledes at forstaa, at den baade kunde udøves, saasnart han vilde, idet Aftaler om, at Løsning ikke maatte ske inden en vis Tid, vistnok vare meget sjeldne, men dog i senere Tid, maaske efter dansk Forbillede, ingenlunde ukjendte[2], – og omvendt Løsningen her altid kom tidsnok, idet der ingen Præskription var, hvor den ei udtrykkelig var vedtagen[3]. Naar Eieren løste Pantet, synes Landslovens gamle Regler om Fremgangsmaaden ved Løsning af Forsalejord at være iagttagne endnu i 16de Aarhundrede[4]. Og Kristian IV. N. L. V. 8, der næsten ganske gjengav M. L. VI. 12) skjønt Forsale vel i 200 Aar havde været ukjendt, gjorde ved en liden Tilsætning Reglerne for hint Forhold udtrykkelig anvendelige paa Brugspant[5].
Omvendt er det meget tvivlsomt, om der i dette Tilfælde, hvor ingen Frist var sat, var nogen Løsningspligt for Eieren, og om Panthaveren her, som efter den senere danske Retsbrug, kunde istandbringe en Præklusion af Løsningsretten ved at forelægge Eieren en Frist til Betaling og i modsat
Fald faa sig Eiendomsretten tilkjendt. Muligens kan Misbrugen her have
- ↑ Se et Pantebrev i Rigsarchivet til Selius Marcilius paa 650 Spand Jordegods alene i det Throndhjemske af 1659. Det saaledes pantsatte Gods blev for en stor Del endelig solgt fra Kronen i 1663 ff., tildels ogsaa da indfriet.
- ↑ Jeg har fundet Exempler i Herre-Dags-Dom af 16 Aug. 1599 fra Skien, hvor det paa Grund af Gaardens slette Tilstand vedtoges, at Kreditor skal bruge Pantet i 20 Aar, før den kan indløses, samt i H.D.D. 30 Juli 1622, hvor der anføres et Pantebrev af 1612 fra Hans Theiste til Otto Bildt paa Yttre Kroken i Lyster, som først skulde kunne løses efter 30 Aar.
- ↑ Dette var vistnok allesteds den almindelige Regel ved Brugspant. Stemann anfører i sin Slesvigske Retshistorie II. 267 Exempel paa, at brugeligt Pant, som var stillet 1445, mod Protest er indløst i Aaret 1588. Noget Andet er det, at Løsningsretten, som i Danmark, kunde udslettes ved den nyere Panteproces.
- ↑ H.D.D. 7 Aug 1607, hvor det hedder, at Skyldneren for lang Tid siden opbød Pengene forgjæves til forskjellige Thing, hvorimod indvendtes, at det ei var gjort i rette Løsens Tid, som Loven udviser; Pantebrevet var fra Lister af 1563.
- ↑ „Om mand vil sin Jord sælge eller pantsætte til for Sallemaal at gjenløse. – – Vil Nogen sin Jord sælge eller pantsætte til en vis forsagd tid at igjenkjøbe eller igjenløse“ etc.
