fundet en Tilknytning i den nysnævnte Kristian IV. N. L. VII. 20, som om „Pant“ gjengav den gamle Regel om „veð“: at hvis ingen Dag er sat, skal Pantet løses inden 12 Maaneder eller ogsaa kan Panthaveren tage det til Eiendom efter Taxt. Jeg har dog intet Tegn seet til en saadan Retsbrug, og netop denne Bestemmelse, skjønt i Formen gjældende om alt Pant, var mindst skikket til at anvendes paa Brugspantet, hvor et Aars Frist var en lidet naturlig Fortolkning af Parternes Vilje.
Der kan da endnu fremsættes den Mening, at Panthaveren ogsaa, hvor ingen Løsningsfrist var sat, kunde komme til sine Penge ved almindeligt Gjelds-Søgsmaal. Som før nævnt hjemlede M. L. VII. 12 ved Forsalejord i det tilsvarende Tilfælde Kjøberen (Kreditor) Ret til at søge Pengene tilbage som vitterlig Gjeld. Rn har man jo ellers seet, at Regler om Forsalejord er overførte paa Brugspantet. Og man kunde da maaske i denne Regel have søgt en Hjemmel for Brugspanthaveren til i hvert Fald at indtale Laanesummen, saameget mere som dette maatte forekomme naturligere ved ligefremt Pant end ved gjenkaldeligt Salg. Det er imidlertid, som før forklaret, et Spørgsmaal, om ikke den hele Regel om personlig Forpligtelse, som altsaa skulde kunne kræves fyldestgjort af Skyldnerens øvrige Gods, er en dødfødt Bestemmelse i Magnus’s Landslov. Jeg er nærmest tilbøielig til den Mening, at den i Retsbrugen har været ukjendt. Herfor synes det ogsaa at tale, at Kristian IV. N. L. V. 8 har udeladt dette sidste Punktum af Kilden, saaat der her kun tales om Eierens Løsningsret og ikke et Ord om Løsningspligt. Prof. Brandt mener vistnok (Ugebl. VIII. 358), at denne Udeladelse ikke kan komme i Betragtning, da Panthaverens Adgang til at indtale sin Fordring alligevel fulgte af, at Kontrakten umiddelbart betegnes som en Pantsættelse. Denne Mening kan jeg imidlertid ikke dele. Nogen Gjeldsforpligtelse kan vist ikke siges at ligge i denne Panteforms Væsen. Den tidligere Fremstilling vil have vist, at man i andre Lande først sent naaede til en saadan personlig Forpligtelse, medens Pantsættelsens egenlige Øiemed var Frugtbargjørelse af Kapitalerne. Denne Karakter af en Afhændelse til Brug har Brugspantet ogsaa hos os. Allerede i et af de ældste hidhørende Diplomer kommer denne Opfattelse skarpt frem, – nemlig i D. N. III. 482 fra Follo af 1389: Olaf Peterssøn pantsætter her Erik Olafssøn sine Eiendomme, Gaarde, Skove og Saltkjedelsteder paa 6 Aar for 22 Mark; denne Gjeld skal være afgjort ved disse Aars Brug og hvis Pantsætteren indløste noget deraf forinden Fristens Udløb, skulde han betale Kreditor en vis Sum for hvert Aar, som derved gik bort for ham Og i den nyere Tid, navnlig efter Indførelsen af Underpant, tog Udviklingen endog mere og mere den Retning, at der lagdes en stedse større Vægt paa Brugen, saa at denne Pantsættelse, som siden skal vises, efterhaanden kun blev en Form for Overdragelse af Brugsret eller endog Eiendomsret.
Jeg kommer derfor til den Slutning, at der ikke hos os ved Brugspant
