vores Tingbog for en lovlig Underpant som Byens Vedtægt formelder og gammel Sædvane om saadan Forpantning været haver. Og derfor kan den Haandskrift ikke regnes for saadant lovligt Pantebrev, at den Skyld her her gaa ud af Selskabet eller Stuen for alle andre Skyldnere“.
Efter denne Dom var altsaa Reglen om Indtegning saa udviklet, at denne ansaaes nødvendig endog ligeoverfor Konkurs, Noget, som jo for Thinglysningens Vedkommende var omtvistet endnu til Slutningen af forrige Aarhundrede. Gjenstanden for dette tydsk-bergenske Underpant var Huse, især Handelsstuerne med Tilbehør[1], og deriblandt, mærkeligt nok, udestaaende Bondegjæld (HD. 17 Juli 1599), saaat den Sædvane at pantsætte Gjælden med Stuerne, som Bergenserne forgjæves søgte at opretholde under Forhandlingerne om L. 12 Oktbr. 1857 § 1, (jfr. Hstd. Retst. 1861 S. 141), altsaa kan føres tilbage til Underpantets første Spirer i vort Land. Hvad endelig Panthaverens Fyldestgjørelse angaar, sees allerede Eiendomsdom stundum brugt ja i et enkelt Tilfælde, hvor begge Parter vare tydske Kjøbmænd, har endog
Taxt gaaet iforveien[2].
- ↑ En anden HD 17 Juli 1599 indeholdt et Pantebrev af 7 Febr. 1582, hvorved en Borger i Bergen, som havde forpligtet sig at levere en anden Borger sammesteds 100 Voger Fisk, Halvdelen til hver af de nærmest følgende Aars Olafsdag, satte Kreditor til Underpant sine iboende Huse med Husgeraad, hvoraf han skulde søge sin Betaling, om Fisken ei i rette Tid leveredes.
- ↑ Dette findes i den oftnævnte interessante HD. af 17 Juli 1599, som her nærmere skal meddeles. Wilhelm Medinck, Borger i Lübeck, havde 1593 laant sin Medborger, Peder Heinchen, 1200 Mark lybsk med 5 pCt. Rente paa et halvt Aars Opsigelse, hvorfor P. H. satte ham til Underpant „sin Stue, Bugaarden i Bergen med Tilbehøring og Rettighed, baade tilstaaende Gjæld hos Bønderne og ellers udi andre Maader“. Denne Pantsættelse blev, som det bevistes ved fremlagte Vidisser (bekræftede Udskrifter), indført 21 Mai 1596 i den „øverste Stadsbog“ i Lübeck og 13 Aug. 1597 antegnet i „Kontorbogen“ i Bergen efter en Kopi af Lübecks Stadsbog. Da P. H. var forsømmelig med Hovedstol og Rente, blev Stuen m. M. af „Oldermanden og de 18 tydske Hanse-Kontors Residerende herudi Bergen“ „for 650 Daler vurderet og hannem (ɔ: W. M.) siden forskreven, efterdi P. H. endda ikke kunde bringe fornævnte Penge tilveie“. Efter Sammenhængen maa dette have været et Slags Eiendomsdom, hvorved forøvrigt er at mærke, at den Fremgangsmaade synes benyttet, som efter den lybske Ret var den subsidiære. Ogsaa dette blev indtegnet: „1598 Valentins Dag er bleven indskreven udi Stadsbogen til Lübeck til Wilhelm Meedinck paa Rettens Vegne en Stue herudi Bergen liggende med des Rettighed, Regnskabsbøger og anden Dont“. Imidlertid havde Peder Heinchens „Tjener“ i Bergen i 1597 pantsat samme „Stue og Selskab“ med „Skyldner og Regnskabsbøger“ til Foged i Fosen, Jens Kjempe, og da Betaling udeblev, havde Borgermester og Raad 1598 tildømt Jens Kjempe at faa sin Betaling af Stuen fremfor alle andre Kreditorer (som det et andet Sted i Dommen hedder: „Forn. Jens K. Stue for forn. Summa Pendinge er bleven tildømt“) uden at det kan sees, at dette Pantebrev
