kerne ere almindelig ikke af stort Værd, da Pantesummen sjelden gaar over 3–400 Spd. I en Skovbygd blev 1851 en Skov bortpantet for 5000 Spd. i 7 Aar; men det maa ansees som et rent Særsyn. Med Pladsen eller Jordstykket følger ofte Ret til at hugge i Skoven til Fornødenhed, Tangtag o. desl. At Hus særskilt bortpantes, forekommer en enkelt Gang, ialfald paa Hadeland.
Løsningstiden er sat meget forskjelligt, alt efter Øiemedet. Man finder endnu den gamle Maade, at Panthaveren skal bruge Pantet, indtil Løsning sker, uden at han selv kan fordre Løsning, ligesom Forholdet stundum stiftes paa Opsigelse enten fra begge Sider eller hyppigst kun fra Eierens[1]. Almindelig er dog en vis Tid fastsat. Denne er kun sjelden ganske kort, f. Ex. ned til 2 Aar. Hvor det er en Brugsret, som ønskes sikret, er da, hvor det ikke gjælder Skovstykker, sat en fjernere Tid, saasom ofte Mands og Kones Levetid. Men hvor, som det hyppigst er Tilfældet, Brugspantet har til Øiemed at træde i Stedet for en Afhændelse, en Varigheden naturligvis meget lang, 100, indtil flere Hundrede Aar, ja i Lyngdal forekommer endog et Brugspant stiftet 1859 paa 1000 Aar, saa at der her, om Forholdet ikke opløses, er sørget for at bevare Mindet om denne gamle Panteform til de fjerneste Efterkommere. Og hvilket Fund for en Retshistoriker i det 29de Aarhundrede! – Den hyppigste Termin for det langvarige Brugspant er dog – 99 Aar[2]. Denne Frist er den stadige i Hadeland og Land samt Thoten, ligesom den forekommer i Ringerike og Valders. Og mærkelig nok dukke de samme 99 Aar op igjen i det Kristianssandske, især i Mandals Sorenskriveri. Hvorledes skal man forklare Valget af denne underlige Termin, og det paa saa forskjellige Steder, hvor der vist ikke har været nogen gjensidig Indflydelse? Her maa have været en fælles virkende Aarsag, som har ledet til at vælge 99 istedetfor det naturligere Tal 100, rimeligvis en ubestemt Frygt for, at dette vilde være for langvarigt, saaat Hensigten, at unddrage sig fra Reglerne for Afhændelse, ikke vilde opnaaes. Det eneste Svar, man faar, naar man spørger efter Grunden i vedkommende Egne, er ogsaa den, at det ikke skal være lovligt at sætte 100 Aar. Denne Frygt for Tallet 100 tror jeg imidlertid, ialfald sommesteds, strækker sig videre, saaat den bliver en Frygt for runde Tal overhovedet.
Man har nemlig, ialfald paa Hadeland, ogsaa brugt Terminen 199
- ↑ Hvor, som enkelt Gang hænder, Forholdet kun kan løses efter Opsigelse fra Kreditors Side, bliver det nærmest at opfatte som Salg.
- ↑ I England er Tomteleie paa 99 Aar meget almindelig, ligesom den endog findes paa 999 Aar; i enkelte Tilfælde, hvor Tomteleie ikke maa overskride en vis Tid (Kirkegods, Fideikomisser), er Grændsen ogsaa sat ved 99 Aar. Platt on leases I. 969 samt 19 & 20 Vict. c. 120. Valget af denne Termin synes grundet deri, at 99 Aar regnes for 3 Liv, jfr. Platt I. 351.
