Side:L. M. B. Aubert - Kontraktspantets historiske Udvikling.djvu/96

Denne siden er korrekturlest

tilstrækkelig til at kræve Tvangsauktion[1], medmindre Skjødningspligt er sat som dens Følge, i hvilket Fald det vistnok rettest forbliver derved. Men er Løsningspligten, som sædvanligt, ikke udtalt i Brevet, saa kan man neppe ved det almindelige Brugspant antage enten en Løsningspligt eller en videregaaende personlig Gjældsforpligtelse, deri forskjellig fra hin, at den skulde kunne søges fyldestgjort i al Skyldnerens Formue. I de vestlandske Sorenskriverier, som Mandal og Lyngdal, er det gjerne udtrykkelig aftalt, at Pantsætteren ikke er personlig forpligtet til nogen Betaling af Pantesummen; men til Gjengjæld er det her hyppigt at indtage Auktionsklausulen for Tilfælde af Ikke-Løsning. Andetsteds som Hadeland og Land fastholde Pantebrevene i Formen ihærdigen, at der er et Laaneforhold, idet de gjerne begynde med „Undertegnede gjør vitterlig, at jeg har faaet til Laans, er bleven skyldig“ o. s. v. Men naar man bortser fra de ganske kortvarige Pantsættelser, saa er dette ikke noget sandt Udtryk for Parternes Mening, men kun medtaget for at forsvare Anvendelsen af Panteformen. Det maa stadig fastholdes, at Retshandelens almindeligste Hovedhensigt er enten, som i ældre Tid, Overdragelse af en Brugsret, eller endog af Eiendomsret. Den er stedse mere bleven Formen for en Afhændelse til Brug eller (betingelsesvis) til Eiendom. Og det stemmer ligesaalidt med denne utvivlsomme Hensigt at antage en personlig Gjeldsforpligtelse, som hvor en almindelig Brugsret er overdraget mod en Sum engang for alle. Rigtigheden af denne Opfattelse bliver klarest, naar man tænker sig, at en større Sum er fastsat som Løsningssum end den oprindelig af Eieren oppebaarne. Og dette er i forskjellige Former ved det langvarige Brugspant ikke sjeldent. – Denne Fremstilling taler ogsaa stærkt for ikke uden udtrykkelig Aftale at opstille en Løsningspligt ved det mere langvarige Brugspant. Man rammer herved sikrest Parternes Mening, som her omtrent gaar ud paa det samme Retsforhold som ved det gamle Salg med Gjenløsningsret. Er Løsningssummen sat lig Pantesummen, da er Tanken vistnok den, at heri ligger tilstrækkelig Opfordring for Gaardeieren til Løsning uden at nogen Retspligt trænges udtalt. Og er Summen sat høiere, saa ligger heri netop, at Brugsrettens Vedvaren er Hovedsagen for Panthaveren[2]. Jeg kommer derfor til den Slutning, at, hvor Brevets særlige Indhold ikke taler

for Tilværelsen af en Løsningspligt eller endog en personlig Gjældsforpligtelse,

  1. Det kunde forresten være et ganske interessant Spørgsmaal, om man ikke ved denne gamle Panteform endnu kunde anvende 5–7–11 – Taxt og Eiendomsdom.
  2. I tidligere Tid har Løsning almindelig fundet Sted, men nyt Brugspant er ofte strax efter blevet stiftet, saaat Parcellen ofte er vedblevet at være Pantejord gjennem lange Tider. Dog finder man ogsaa paa Grund af L. 19 Aug. 1845 fornyet Thinglysning af adskillige Brugsobligationer, hvis Frist var oversiddet forlænge siden. Hvorledes dette Forhold vil stille sig ved det langvarige Brugspant, derom har man naturligvis endnu ingen Erfaring.