kan Panthaveren ikke ved Panteaarenes Udløb søge tvungen Fyldestgjørelse i Pantet. Thi i modsat Fald er der ingen Misligholdelse tilstede, som kan begrunde den[1].
Mod denne Slutning kan det ikke indvendes, at man herved kommer i Strid med Panterettens Væsen, hvorefter vel endog en Klausul ne alienetur er ugyldig. Thi Brugspantet i sin almindelige Skikkelse er ingen ægte Panteret. Heller ikke kan det indvendes, at jo dog en Underpanthaver kan sætte Pantet til Auktion, selv om der fra først af ingensomhelst personlig Forpligtelse er stiftet. Thi her vil Kapitalen dog kunne opsiges, ligesom der betales Renter, og der bliver derfor Plads for Misligholdelse og derigjennem for Auktion. Det tør vel ogsaa antages, naar Pantemanden, som stundum hænder, tillige har faaet Underpant i den hele Gaard, hvortil hans Pant hører, at Forholdet forsaavidt tillige bliver et Laaneforhold og at han, selv hvor Intet er aftalt, kan gjøre sig betalt i Underpantet, naar Pengene efter Panteaarenes Udløb ikke betales paa Opsigelse. – Jeg skal med det Samme gjøre den Bemærkning, at dette Tilfælde, hvori Pantemanden tillige har faaet Underpant i den hele Gaard, vel er det eneste, hvori han kan holde sig til denne. Overhovedet maa det nemlig fastholdes, at der ingen Hæftelse hviler uden paa den bortpantede Jordlod. Dette følger ligefrem deraf, at Intet er til Hinder for at pantsætte særskilt Jordlodder uden forudgaaende Skylddeling. Den øvrige Del af Gaarden maa derfor bagefter kunne pantsættes med bedre Prioritet. Og saafremt vedkommende Laangiver – hvad vel vil være Tilfældet med offentlige Indretninger – ikke vil modtage et saadant Pant, kan vistnok Gardbrugeren uden nogen fra Panteretten hentet Indsigelse skille Brugspantet ganske fra den øvrige Gaard ved at lade Parcellen særlig skyldsætte. Men saafremt det udelte Matr.-Nr. senere pantsættes, er det klart, at Brugspantet maa anmærkes paa det senere Pantebrev – hvis ikke „Prioritet“ er veget, som i dette Tilfælde er meget hyppigt ligeoverfor offentlige Laan – og i Tilfælde af Tvangsauktion maa forbeholdes sin Ret. Ligesaa klart maa det vel være, at ældre Panthaver i den hele Gaard ikke er pligtig at opbyde denne til Tvangssalg med Paahefte af det yngre Brugspant, da han ikke kan være mere bunden ved dette end ved endelig Afhændelse af en Parcel. Derimod maa det vistnok være unødigt at anmærke ældre Brugspant i en anden Jordlod paa en yngre Brugsobligation, aldenstund der ikke i noget af Tilfældene tillige er givet Underpant i den hele Gaard. – Saafremt hele Gaarden sælges, følger det af det Foranstaaende, at Kjøberen, hvor en Parcel er bortpantet, i Almindelighed ikke vil kunne kræve Pantepengene afkortede i Kjøbesummen;
selv hvor en Løsningspligt er opstillet, synes det samme at maatte
- ↑ En personlig Hjemmelsforpligtelse er der naturligvis, men den vil vel ikke kunne fremkalde Tvangsauktion.
