antages, saalænge det ikke er nogen virkelig personlig Forpligtelse; thi Kjøbesummen maa formodes fastsat med fuldt Hensyn til den Formindskelse i Gaarden, som flyder af Bortpantningen. En anden Sag er det, hvor han med Grund skulde kunne paaraabe, at han ikke kjendte Brugspantet. Sammenhængende hermed er det, at, hvor Hæftelserne „overtages“ af Gaardens Kjøber, skal Brugspantets Værd ikke medtages ved Beregning af Stempletpapir til Skjødet.
Hvad nu selve Brugsobligationens Stempelafgift angaar, saa bliver denne afgjort af Finantsdepartementet omtrent overensstemmende med den her fremstillede Opfattelse. Efterat dette Departement i Skr. 7 Decbr. 1861 havde udtalt, at Brugsobligationerne burde behandles som Brugskontrakter og altsaa skrives paa stemplet Papir efter Renternes Beløb for 1 Aar (beregnet efter 5 pCt. af Laanesummen), – har Departementet i senere Tid mere og mere behandlet disse Dokumenter efter Reglerne for Afhændelse til Eiendom. Saaledes fastholdt vistnok Departementet i Skr. 15 Aug. 1864 sin tidligere Opfattelse, naar Pantesummen kunde betragtes som Laan. Men i modsat Fald vilde Departementet have det stemplede Papirs Taxt beregnet efter den hele Sum, saasom naar det er gjort afhængigt af Overdrageren, om han ved Indløsningstiden vil have Godset tilbage, eller naar Løsningssummen er forskjellig fra Pantesummen[1]. Og i sin Praxis er nu Departementet tilbøielig til at stemple som Skjøde overalt, hvor Omstændighederne tyde paa, at der tilsigtes en Afhændelse.
Hvor der antages ikke fra først af at være nogen personlig Gjældsforpligtelse tilstede, kan Pantebrevet klarligen heller ikke være Gjældsbrev. Men jeg er ogsaa af den Mening, at selv hvor en personlig Gjældsforpligtelse er overtagen, er det rettest ikke at behandle Pantebrevet efter Frdng. 9 Febr. 1798 og deraf flydende Grundsætninger. Denne Forordning bør neppe anvendes hvor Dokumentets Hovedhensigt ikke er at afgive Erkjendelse for skyldig Gjæld. Men, bortseet maaske fra enkelte ganske kortvarige Retsforhold, er Brugsobligationernes Hovedhensigt at overdrage en Brugsret. Disse Panterettigheder kunne derfor vistnok aflyses uden at fremlægge det originale Brev i kvitteret Stand. Saavidt vides, følger man nok i Praxis en anden Mening. En anden Sag er det, hvor Brevet selv, som stundum sker, lader Retten til at oppebære Løsningssummen være afhængig af Dokumentets Besiddelse. Men det er her selve Kontrakten og ikke Loven, som knytter Rettigheden til Brevet.
Pantemandens Raadighed over Godset er i Almindelighed paa det nærmeste lig Eierens, hvad der ogsaa ofte siges i Brevet, f. Ex. ved de Udtryk,
at han „maa gjøre sig det saa nyttigt og gavnligt, som han bedst ved og
- ↑ Efter det oven Fremstillede indeholder ogsaa netop Løsningssummens Forskjel fra Pantesummen Bevis for, at der ingen Løsningspligt er.
