Band.“ – „Ei skulle flere tages i Kloster, end at de uden Nød kan leve af dets Gods.“ – „Det forbyde vi og alvorligt, at nogen Klostermand, Broder eller Søster, besidder eget Gods; alt skal være Samme for dem, og om nogen findes at have personlig Eiendom, skal han, naar han dør, ikke have christen Mands Grav“[1].
Paa et Koncil i Oslo i Juli 1306 udstedte Erkebiskop Jørund og hans Lydbiskopper to Statutter, det ene af 5te, det andet af 6te Juli, hvilke begge have Bestemmelser om Klostrene. Saaledes i det første: „I Betragtning af den store Skade og Tab, Klostrene inden Provindsen Nidaros lide baade i aandelige og timelige Sager paa Grund af de derværende Brødres Ukyndighed og boglige Uvidenhed, bestemme vi, at fra hvert Kloster skal Stiftets Biskop udvælge en dertil skikket Person, som paa Klostrets Bekostning og med rimelig Udgift skal sendes til en passende Høiskole (studium) udenfor Riget“[2]. I begge findes følgende Forbud mod Optagelse af Religiøse af forskjelligt Kjøn og af for Mange i samme Kloster: „Den skjændige Skik har flere Steder indsneget sig, men maa herefter aldrig taales, at nogle regelbundne Mænd tage Kvinder ind i Klostret til sig i Søstrelag, og ligeledes Søstre indtage Karle hos sig, tvertimod gode Sæder og de hellige Fædres Regler. Da det fremdeles i lang Tid er blevet optaget baade i Brødre- og Søsterklostre et langt større Antal end rimeligt er, saa at disse Stiftelsers Gods paa mange Maader er tilsat og adsplittet, medens Simoni og andre Lyder ligesom under Fattigdoms Kappe have indsneget sig: saa skal hver Biskop i sit Stift lade gjøre Overslag over Klostrenes Gods, og derefter fastsætte, hvormange der maa indtages i hvert af dem. Dette Antal maa siden ei forøges uden Godset voxer og Biskoppen samtykker“[3]. – I Juli 1320 fornyedes paa et Bispemøde i Bergen under Erkebiskop Eilifs Forsæde det ældre Forbud mod at optage regelbundne Personer ved Kjøb eller Kontrakt. Den Klosterformand, som handlede herimod og paa slig Maade tilvendte sit Kloster Gods, skulde eo ipso være afsat, den, der havde overværet Handelen, straffes efter Biskoppens Tykke. Fremdeles gjentoges Forbudene mod, at der i Munke-, Kannike- eller Søstre-Klostrene optoges flere Personer, end sømmeligt kunde leve af Klostrets Gods, samt mod Munkenes Besiddelse af særlig Eiendom[4].
