Oslo (Osló, Avsló, udtalt Aaslo, lat. Asloa, Aslogia, Asloja, tydsk Anslow)[1] forekommer fra 11te Aarhundredes Midte som Kjøbstad inderst i Oslo-Fjorden. Biskop her omtales allerede under Harald Haarderaade, altsaa samtidigt med Byens Anlæg; Domkapitlet, hvis Formand kaldes Erkeprest (erkiprestr) og ikke som ved de øvrige Domkirker Erkedegn eller Degn, er noget yngre end Stiftets ældste Kloster Hovedø (1147). Fra sidste Halvdeel af samme Sekel ere formodentlig Nonneklostrene i Oslo og Gimsø, St. Michaels Kloster i Tønsberg, og Kastelle Kloster. Under Haakon Haakonssøn stiftedes Olafs Dominikaner-Kloster i Oslo, Minoritternes Kloster i Tønsberg, og Dragsmark Kloster. Senere fulgte Værne Hospital, Minoritternes Kloster i Oslo samt Olafs Præmonstratenser-Kloster i Tønsberg, og Minoritter-Klostrene i Kongehelle og Marstrand, hvilkes Alder er uvis. Stiftet havde saaledes 12 (13) visse Klostre, hvoraf 4 i det nu svenske Landskab Bahuus-Len. Men foruden disse lægger Sagnet eller sildigere Formodninger Klostre paa flere andre Steder, saasom paa Tjørn og ved Skedjof Kirke (Skjær Kloster) i Bahuuslen, ved Rakkestad, Thenol (Slitu), Lekum, Thorkildsrud, Langseter, Helene og Borge, alle i Borgesyssel, Skodin og Hofvin i Akershered, Blakestad i Asker, Asak, Skea og Nannestad paa Romerike, Hesthammerø paa Eker, Klosterseter paa Vestfold og Venstøb ved Skien.
Man kjender ogsaa flere Hospitaler i dette Stift end i de øvrige. Foruden Værne, som vi betragte som Kloster, forekommer følgende: 3 eller 4 Hospitaler i og ved Oslo, nemlig St. Laurentii, hvis Jordebog haves, og som allerede 1532 blev forlenet til Provsten Morten
- ↑ Oslo Stift bestod af følgende 9 Provstier: Gjerpen, Vestfold, Oslo, Raumarike, Soløer, Eidsberg, Sarpsborg, Elvesyssel og Ranrike. Domkirken var helliget den norske Helgen St. Halvard, der blev skudt i en Baad paa Dramnsfjorden og nedsænket med en Steen. Han blev tillige Oslos Skytshelgen, og Byens Segl fremstiller ham siddende, med Pile i den ene Haand og en Møllesteen i den anden, samt en Kvinde ved Fødderne. Seglet er senere blevet Christianias, hvor dog St. Halvard i Tidens Løb blev til en Kvinde, Stenen til en Ring og Kvinden til en Mand.
