en Lap fra Ponoi. Folkenavnet, hvormed de benævne sig selv, er dog det samme overalt, nemlig Sabme eller Same (Plur. Samek) eller Sabmelaš (Plur. — laǯak). Benævnelsen Lapper har de faaet fra sine nærmeste Slægtninge, Finnerne, der kalde dem Lappalainen (Plur. — laiset), en Benævnelse, der ogsaa bruges i Sverige og det sydlige Norge, medens man i den nordlige Del af Landet kalder dem Finner. Deres Sprog kan deles i mindst 4 Hoveddialekter: 1. Nordlandsdialekten, i norsk og svensk Nordland, 2. Finmarks- og Torneå-Dialekten, 3. Enare-Dialekten, vest for Imandra og 4. Ponoi-Dialekten, øst for Imandra.
I Norge leve 1577 Individer som Nomader af sine Rensdyrshjorde. I Sverig er det overveiende Flertal af Befolkningen Nomader, i Finland ca. 500, i russisk Lapland er derimod kun ganske faa Familier Nomader. Langt tilbage i Tiden synes Lapperne efter de ældste Forfatteres Vidnesbyrd ikke at have levet som Nomader, men som Jægere og Fiskere, der i længere Tid kan have havt fast Tilhold paa de samme Steder, omtrent saaledes som Tilfældet endnu er i russisk Lapland. Samlede i smaa Landsbyer, bo de her paa samme Sted ca. 15—20 Aar, eller saalaenge der i Nærheden findes Overflod af Mose og Ved til Brændsel. Men begynder der at blive Mangel paa disse Dele, medens derimod Møddingerne ved henkastet Affald af alle Slags ere voxede op i Høide med Husene, flytter Kolonien til et bekvemmere Sted. At tæmme Renen og leve af tamme Rensdyrhjorder som Nomader har Lapperne maaske først lært, da de traf sammen med germanniske Folkefærd, eller da de maatte dele Jagtterræn med disse, og Vildtet begyndte at aftage. Deraf kan man forklare sig at Ordet „tæmme“ eller gjøre „tam“ er optaget i Lappisk under Formen dabmat (Rod. dam eller tam, sv.
