„Relation anlangende Find-Lappernis saavel i Norrlandene og Finmarken som udi Nummedalen, Snaasen og Selbye deres Afguderie og Satans Dyrkelse, som Tid efter anden ere blevne udforskede og decouvrerede.“ Manuskriptet, hvormed fulgte en ypperlig Tegning af Runebommen tilligemed Forklaring over dens Figurer, blev skjænket Forfatteren af Sognepræst Kvale til Skjervø. Manuskriptet er nedskrevet paa Nærö omkring 1723.
„Underretning om Runebommens rette Brug blandt Finnerne i Nordlandene og Findmarken, saaledes som det har været af fordum Tid“, med 2 Tegninger af Runebommen. Manuskriptet tilhører Trondhjems Videnskabsselskab.
Det hele Udbytte, som man faar ved at samle sammen af de forud nævnte, dels trykte, dels utrykte Kilder, er dog saa ufuldstændigt, at det maaske ikke fortjener andet Navn end Fragmenter af lappisk Mythologi. Desværre kjender man heller ikke meget nøie til Lappernes mægtigere Brødres, Finnernes, gamle Gudelære; thi den vigtigste Kilde, hvoraf man øser Kundskab om samme, det bekjendte, men først i det 19de Aarhundrede fra Folkets Læber optegnede Epos, Kalevala, er ingen egentlig Gudelære, men et Heltedigt, der hovedsagelig handler om Heroerne, Väinemöinens, Ilmarinens og Lemminkäinens Bedrifter. Maaske disse Hovedpersoner i Kalevala-Digtet ikke engang kunne kaldes Heroer i almindelig Forstand, men rettere bør betegnes som „Noitat eller Tietäjät“, Schamaner eller berømte Troldmænd; thi næsten aldrig udfører nogen af dem sine Bedrifter med Sværdet, men saagodtsom altid ved sin Visdom, sin Troldsang og sine
