Side:Lappisk Mythologi.pdf/18

Denne siden er korrekturlest
XIV

vel Forholdet i Regelen fiendligt. Den kristne missionær ansaa sig forpligtet til at forfølge Noaiderne eller netop de Individer, som vare indviede i alle Hemmeligheder, og som kunde meddele de vigtigste Oplysninger, fordi disse Personer lagde ham eller den nye Lære di største Hindringer i Veien. Ligesom man i Almindelighed paa hin Tid gik ud fra den Forudsætning, at alt Hedenskab fra først til sidst var Djævelens Værk, saaledes var da ogsaa de lappiske Noai­der i Missionærenes Øine den skinbarlige Djævels ud­valgte Redskaber. Med Magt eller List søgte de at berøve Noaiderne deres störste Helligdom, Runebommen eller Spaatrommen, og hvor de kunde komme til, opbrændte de deres Afgudsbilleder. Derfor var det vel, at Noaiderne sidst af Alle gik over til Kristendommen.

Det egentlige Folk kjendte kun lidet til Gudelæren. Det var Noaiderne forbeholdt at indvies i alle dens Dele samt alle de magiske Hemmeligheder, hvorfor Lapperne altid have staaet i saa stort Ry hos nærboende Natio­ner. Men Lappen viser i Regelen stor Forsigtighed og Forbeholdenhed i sine Meddelelser til Fremmede. Saa meget mere var vel dette Tilfældet med Noaiderne i For­hold til den kriste Præst.

Det gik derfor med en stor Del af hine magiske Kundskaber, som det undertiden endnu gaar med Lapper­nes nedgravede Skatte. De gjemme disse saalænge, at Døden overrasker dem, førend de kunne bekvemme sig til at aabenbare Gjemmestedet for Andre. Følgen er, at mangen nedgravet Skat aldrig mere kommer for Da­gens Lys.


Man kan neppe regne, at der er mere end 200 Aar, siden Kristendommens almindelig antoges af Lapperne