Saa reiste de tilbage igjen paa samme Maade, som de kom, men for Gutten saa det ud, som det var Glas Altsammen, og Havfruen førte ham tilbage til samme Sted, hvorfra hun havde taget ham med sig.
Gutten blev en velholden Mand og havde altid Lykken med sig paa Søen; men den yngste, som vilde skyde Havfruen, visnede hen som et ormstukkent Træ. Hvad han gjorde, og hvad han tog sig til, saa gik det galt; Aldrig mere var der nogen Velsignelse i hans Gjeming.
(Se Mythol. § 29.)
To Lapper droge engang afsted til nogle Fjeldsøer for at fiske med Not. Den ene var gammel og troede paa de Underjordiskes eller Saivvo-Folkets Tilværelse og underbare Magt til at kunne trolde bort Fisken i Saivvo-Vand; den anden var ung og troede Intet, men gjorde bare Nar af den Gamles hedenske Overtro. Nu hændte det, at Fangsten for disse to blev ganske mager i de profane Vand, som ikke vare Saivvo-Vand. Den Gamle ytrede, at han nok vidste om et Vand, hvor der sikkert nok var fuldt op af Fisk, men mente tillige, at det ikke lønnede Umagen at fare did, da Kammeraten rimeligvis ikke kunde holde Munden. „Aa,“ mente denne, „kommer det alene an paa det, saa skal jeg nok holde mig saa tyst, at der hverken skal høres Knyt eller Kny af mig!“ Gamlingen lod sig overtale, og saa bar det da afsted til Saivvo-Vandet. Noten kastedes ud. De begyndte at drage, og det var tydeligt at se, allerede førend Noten kom tillands, at der ar en Mængde Fisk i den. Men, da Notarmen kom
