Angakokken forkynder meget snart atter sin Tilbagekomst til det mørke Værelse (hvor Alle imidlertid have siddet ganske stille, ikke rørt et Lem eller saameget som kløet sig i Hovedet, for at ikke Foretagendet skal mislykkes) ved at skrige paa Grønlandsk samt tromme og fortælle, skjønt meget udmattet, Alt, livad han har seet og hørt. Derpaa istemmer han en Sang og gaar derunder omkring og giver Enhver sin Nærværelse tilkjende ved at berøre ham[1].
Naar Farten skulde gjøres til Himmels, lod Angakokken sig, efter først en Stund at have trommet og gjort allehaande forunderlige Fordreielser for derved at ophidse sin Indbildningskraft, til Slutning ligeledes binde lige ved Indgangen til Huset med Hovedet mellem Benene og Hænderne paa Ryggen. Derpaa slukkedes alle Lamper, Ingen maatte røre sig, og i det Hele taget foregik Alt som forud ved Farten til Underverdenen. Men istedetfor at fare did reiser nu Angakokken ved Hjælp af en lang Rem op til Sjælenes Rige i Himmelen, hvor han bivaaner en kort Raadslagning med Himmelens Angakutpoglit og af dem erfarer den Syges Tilstand og Skjæbne, ja, Angakokken kan endog bringe en ny Sjæl ned til den Syge eller helbrede dennes Sjæl ved at flikke paa den med en Dyre-Sjæl; thi efter Grønlændernes Forestilling er Sjælen temmelig materiel, saaledes at den kan af og tiltage, tabe et Stykke og igjen flikkes paa eller istandsættes.
- ↑ Jørgen Stauning: Grønlands Beskrivelse, og H. Egede: Beretning om Grønland
