„Under Midtspærren!“ „Hvor er min næst ældste Søns Penge?" „Under Dørspærren!" „Hvor er min yngste Søns Penge?" „Under Huggestabben i Boaššo!" „Hvor er dine Penge?" „Under Dørtærskelen!“ Nu reiste Patto-Poadnje sig op og viste hende, hvem han var. Stallokjærringen fik travlt med at lede efter Jernrøret sit, som Patto-Poadnje havde stukket hen illden. „Se, der ligger det i Ilden!“ sagde Patto-Poadnje. Stallokjærringen greb det og satte det for Mnnden, men slugte i sig bare Gløder og Aske, og saa forbrændte hun sine Indvolde og laa snart død paa Stedet.
(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)
Der var engang et Par Ægtefolk af Stalloslægten, som havde tvende Børn, en Søn og en Datter. Nu hændte det, at der hlev Mangel paa Mad for Stallofolket, hvorfor de tænkte paa at tage et af Børnene og spise det op. Men de kunde ikke komme overens om Valget. Manden vikle skaane Sønnen og sagde derfor til Kjærringen: „Im mon juoksa guoddejam!“ Jeg dræber ikke min Buebærer! (eller Vaabendrager). Kjærringen derimod vilde have Datteren skaanet og sagde derfor med skrigende og arrig Stemme: „Im mon snaldo bådnjejam!“ Jeg dræber ikke min Spinderske! Denne opbyggelige Samtale hørte Datteren, som var ældst og stod udenfor Døren paa Lur. Til Slutning hørte hun, at Moderen, som hørende til det svagere Kjøn. maatte give efter, og at det følgelig var hun, Datteren, som var bestemt til Offer. Pigen rømte derfor og kom
