Side:Lappisk Mythologi.pdf/344

84

Lappiske Eventyr.

standsede et Stykke fra Gammen for at se, hvorledes Stallofolket bar sig ad, naar Morgenrøden gik op. Hun havde dog for Sikkerheds Skyld spændt en stainak eller Gjeldsimle, en Hunren, som aldrig føder Kalv, for sin Slæde. En saadan ansees for at være det hurtigste og mest udholdende af alle Rensdyr. Med denne for Slæden sad nu Stallos Datter, den unge Lappekone, bagom en stor Gran, som hun havde ladet Manden fælde tværs over Veien. Da Morgenrøden gik op, kom Stallo og hans ældste Søn ud af Gammen, Begge bevæbnede med hver sit Spyd. De sprang hen til Svigersønnens Telt, som endnu stod der, og stak her og der igjennem Dugen paa det Sted, hvor de formodede, at de Sovende laa i sin dybeste Søvn. Sønnen lagde endda til, da han stak med Spydet: „Ta le maga tjåkkai, ta le obba tjåkkai!“ Det gik i Svogers Hjerte! Det gik i Søsters Hjerte! Strax efter kom Ludak. Blodsugersken, med et Traug og raabte: „Alle, ti manatjak, mallatsid kålkåtallo!“ Kjære Børn, lad ikke Blodet rinde bort! Kjærringen vilde vel gjøre Pølse af Blodet. Nu raabte Stallos Datter, som sad henne bag Granen og saa til: „Taste le ain obba tjåkke!“ Her er Søsterens Hjerte! Da sagde Stallo; „Na, juobe matav!“ Jeg kunde nok forstaa det! Nu begyndte Stallo og Kjærringen at rende efter Datteren, som kjørte med Stainaken eller Simlen, som aldrig havde baaret Kalv. Men, da Stallo snart mærkede, at det ikke kunde nytte at springe efter, gav han sig til at raabe: „Vent mit Barn, vent mit Barn, jeg vil lægge en Skat i Slædekarmen til Medgift for dig! Vent mit Barn!“ Nu holdt Datteren Renen igjen og ventede, indtil Stallo naaede med Hæn­derue frem paa Slædekarmen. Men i det Samme hug