deles ikke indfandt sig. Blind var han, og blind blev han. Han spekulerede derfor paa, hvorledes han skulde faa hævne sig og betale Askeladden hans Bedrageri. Til den Ende bad han Askeladden en Dag at gaa ind i Faarehuset for at tælle over Faarene. „Kan gjerne det gjøre,“ sagde Askeladden og gik ind. Men skjønt Stallo var blind, kom han dog strax efter og stillede sig i Døren „Haa, haa,“ tænkte Stallo, „nu har jeg dig i Fælden, du skal vel ikke slippe ud igjen, uden at jeg faar Kløerne i dig!“ Men Askeladden lod sig ikke saa let forknytte heller. „Nu skal du slippe ud alle Faarene mine,“ sagde Stallo, „men et om Gangen, og min store Saubuk skal du slippe ud aller sidst!“ „Ja, ja,“ sagde Askeladden, „det skal ske.!“ Saa lod da Askeladden Faarene slippe ud, et for et, medlem Benene paa Stallo, som stod midt i Døren, men den store Saubukken tog han og slagtede og drog Skindet af den. Da det endelig blev Storbukkens Tur, krøb Askeladden ind i Skindet og gik paa alle Fire ud imellem Stallos Ben. „Aa haa,“ sagde Stallo, „du min prægtige, store Saubuk!“ og klappede den paa Ryggen. Endelig sagde Stallo: „Kom nu selv ud, Gutten min!“ Da raabte Askeladden udenfor: „Jeg er jo alt for længe siden ude jeg!“
(Fra sv. Lapmark. Elter L. Læstadius.)
En Askelad havde engang forvildet sig og var kommen til en Stallos Bopæl. Stallo beholdt ham hos sig nogen Tid for at gjøde ham. Da han nu syntes,
