udbrød: „Aa, jeg er mest kvit!“ Andras havde en Broder. Da Andras vel var falden i Søvn, gik Broderen udenfor, tog et Vedtræ og slog et haardt Slag i Væggen ligefor Andras’s Hoved. Andras for op i Søvne og raabte; „Aa, jeg skjønner det nok!“ – Han tænkte, at Stallo var paa Færde igjen. Men i det Samme udbrød Broderen udenfor: „Nu skjønner jeg det ogsaa!" „Naa,“ svarede Andras, „siden du skjønner, hvordan det hænger sammen, saa faar du vel faa Halvparten med mig af det Gods, som jeg har vundet idag!“
(Fra Ibestad.)
Der var engang en Stallo, som friede til en Lappepige. Pigens Fader turde for det Første ikke andet end love, at Stallo skulde faa bende, og takke til for den Ære, som vistes ham. Men med sig selv tænkte han, at det nok ikke skulde blive noget af. Kommer Tid, kommer Raad, mente han. Imidlertid saa bleve de nu enige om en bestemt Dag, paa hvilken Stallo skulde komme og hente Bruden. Dagen kom, og Stallo kom ogsaa. Imidlertid havde Lappen laget istand en Træblok og trukket Dattereus Klæder paa den. En ganske ny Kufte havde han taget, ny Hue, Sølvbælte om Livet, nye Komager (Lappesko) og nye Komagbaand. Da Alt var i Orden stillede han Dukken paa Huk henne i en Krog i Teltet med et „bæitalidne“ eller tæt Slør over Hovedet, saaledes som en lappisk Brud pleier at bære det. Da Stallo kom ind og saa, at Bruden sad henne i Krogen, iført sine bedste Klædei, blev han
