Side:Lappisk Mythologi.pdf/359

99

Stallobruden.

meget fornøiet og gik om en Stund udenfor igjen med sin Svigerfader for at tage imod de Rensdyr, som han skulde faa i Medgift. Imidlertid holdt Datteren med en Del forspændte Ren sig skjult bag en Høi tæt ved Teltet. Da nu Stallo havde faaet sine Rensdyr og holdt paa at slagte et af dem til Kveldsmad, lurede Lappen sig hen til Datteren, og afsted gik det nu i flyvende Fart indover Fjeldene. Da Stallo vel havde slagtet Renen, gik han ind igjen til sin „Nanna“ eller Kjæreste. „Naa Nannačam, min lille Kjæreste,“ sagde Stallo, „sæt nu Gryden paa Ilden!“ Nanna rørte sig ikke. „Aa, Nanna er undselig!“ tænkte Stallo, „jeg fa ar gjøre det selv!“ Da Gryden havde kogt en Stund, siger han igjen; „Naa, Nanna, nu faar du kløve Marvbenene!“ Nanna rørte sig ikke. „Nanna er und­selig, jeg faar gjøre det selv,“ sagde Stallo. Da Kjødet var kogt, siger han igjen: „Nanna, kom nu og øs op Kjødet!“ Men Nanna var fremdeles undselig og rørte sig ikke. „Faar gjøre det selv da!“ tænkte Stallo. Da han havde øst op Kjødet, bad han Nanna komme og spise, men Nanna var fremdeles undselig. Saa spi­ste han da alene. Da han havde spist, bad han hende om, at hun vikle rede Sengen. „Aa, Nanna, er du saa undselig, saa faar jeg gjøre det selv da!“ „Naa, Nanna, kom nu og læg dig!“ Nei, hun var undselig! „Jeg faar nok selv hente dig da!“ tænkte Stallo og gik hen til Bruden, men hvad fandt han? Da han greb efter sin Nanna, mærkede han, at det var en Træklods. Her over blev han saa arg og sint, at han sprang ud i bare Skjorten og satte efter Lappen over Haug og Hamre. Men det var nu til ingen Nytte. Stygt Veir blev det ogsaa, Snefog og Kulde, og snart begyndte Stallo at fryse saa jammerligt som en Hund. Endelig kom