Menneskeblod, sugede hun i sig Aske, Ild og Gløder, saaat hendes Indvolde forbrændte, og dermed saa segnede hun død omkuld. I samme Stund knuste de Stallos Hoved med Klubbeslag nede paa Isen. Den Ende fik det Bryllup.
(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)
En Stallo havde sat ud Garn for at fange Bæver. Et Stykke derfrå havde han gjort op Ild i Skoven samt klædt af sig og lagt sig til Hvile. For nu at kunne vide, naar der kom Bæver i Garnet og for strax at kunne springe derhen og faa Tag i den, førend den gnavede sig løs, saa havde han fæstet et Snøre i Garnet, og i den anden Ende af Snøret, lige ved Nyingen, hvor han laa, havde han fæstet en Bjælde. Naar Bjælden begyndte at klinge, vidste han, at der var Bæver i Garnet, og, selv om han sovnede ind, vilde han blive vækket af Bjældeklangen. Men nu havde en Lap seet denne Tilstelling, og, da Alt var i Orden, og Stallo havde lagt sig, gik Lappen hen og rykkede i Snøret. Stallo skyndte sig hen til Garnet, men fandt Ingenting. Imidlertid havde Lappen skyndt sig hen og kastet alle hans Klæder paa Ilden. Da Stallo kom tilbage, fandt han alle sine Klæder opbrændte og harmede sig over, at han skulde have faret frem i slig Braaske, at han havde revet Klæderne hen i Ilden. Han satte sig imidlertid ned og varmede sig. Saa ringede det atter i Bjælden. Stallo afsted til Garnet, men ikke var der mere Bæver denne Gang end første Gang. Det værste var, at Ilden var aldeles udslukket, da han kom tilbage.
