viklede med Tindtraade og havde Messingringe eller andet Skrammel i Enden. Disse Ringe vare ofrede eller skjænkede til Runebommen som Taknemmelighedstegn, naar Nogen efter Raadførsel med denne havde været heldig i sit Foretagende. Ligeledes maledes Kors paa samme med Hjerteblodet af en skudt Bjørn, og smaa, inddrevne Messingnagler viste, hvor mange vedkommende Eier havde skudt.
Skaalens Størrelse var i Almindelighed henimod 1 Alen i Diameter paa længste Kant. Efter Tornæus skal dog enkelte have været meget større. Han beretter nemlig, at Kemi Lapperne havde „afleveret Runebomme, saa store og brede, at man ikke kunde føre dem med sig, da de ikke kunde rummes i en Renslæde, men maatte brændes paa Stedet“. I den franske Udgave af Scheffers Lapponia findes Tegning af en Runebom, som har været omtrent 3 Alen i Diameter,
Over den konkave Del af den forud beskrevne Træskaal udspændtes et semsket Renskind. Dette fastnagledes paa Ydersiden, strax nedenfor Kanten, med Trænagler, eller det snøredes fast med Ren sener, som bleve trukne igjennem smaa, dertil bestemte Huller. Skindet spændtes saa stramt som muligt, for at det kunde faa den rette Klang. Paa Oversiden var det semsket hvidt og glat; thi paa denne maledes nu med en Dekokt af Olderbark eller, efter Tuderus, af Renblod og Olderbark allehaande hieroglyfiske Figurer, der, som før bemærket, kunde være flere eller færre og mere eller mindre godt udførte, alt efter Noaidernes Kundskab og Tegnefærdighed, som vil sees af de senere her leverede Tegninger af Figurerne.
