ste Lod, har sin Oprindelse. Leem kalder den „Veiko“ ɔ: Noget af Messing, et Metal, som stod i høiere Værd hos Lapperne end Sølv og Guld, naar Sagen havde religiøs Betydning, eller det skulde anvendes f. Ex. til Amuletter. Denne saakaldte Index eller Viser var i Almindelighed gjort som en Bing af tyk Messing- eller Kobbertraad, omtrent 1½ Tomme i Diameter. Scheffer fortæller, at han har seet en af Ben, der var gjort i Form af et Triangel. Omkring Ringen var igjen anbragt flere mindre Ringe, eller dersom den havde Form af en 3 eller 4 Kant, var der anbragt en Ring i hvert Hjørne, for at den paa disse skulde kunne bevæge sig lettere hen over Skindet paa Bunebommen.
Denne Messingring forestillede Solen, og de mindre Ringe maaske dens Straaler. Naar Bunebommen skulde raadspørges, lagdes Ringen fra først af altid paa Solens Billede, der var tegnet midt paa Runebommen.
Bunebommens Brug.
Naarsomhelst en Lap skulde foretage Noget af mindste Vigtighed, f. Ex. gjøre en Reise, drage paa Jagt eller Fiskeri eller finde paa Raad i Sygdomstilfælde, søgte han altid først at udforske Udfaldet ved at raadspørge Runebommen. Ikke Enhver, som havde Bunebom og raadspurgte den, var derfor Noaide. Tvært imod synes det, som om Runebommen fandtes i enhver Lappefamilie, ligesom Bibelen findes i enhver kristelig Families Boghylde, og at de mindst Indviede havde den stærkeste Tro paa Orakelet. Da den var saa almindelig, er der heller intet Besynderligt i, at der i Nærø-Manuskriptet fortælles, at Th. v. Westen i 1723
