fulgte med. De gik, og de gik over Fjelde og Dale, gjennem Skov og Mark. De saa Fjelde og Dale, Søer og Elve, hvis Navne de ikke kjendte, og hvis Vadesteder de heller ikke kjendte, men frem kom de alligevel. Endelig fandt de et stort Hus, midt i en Skov. Huset var tomt. Der gik de ind og hvilede sig. Men de havde ikke været der længe, saa kom der tre store og fæle Røvere. Det var disse, som eiede Huset. Søsteren sagde til Broderen:
„Jeg er saa bange, jeg er saa bange!“
„Aa, vær ikke hange, det har ingen Nød!“ sagde Broderen. Strax begyndte han at brydes med den ældste af Røverne. Da Hunden saa, at dens Herre var nær ved at tabe, sprang den til og bed Røveren i Foden. Røveren faldt bagover, Hunden greb ham i Struben og bed ham ihjel. Saa kom Turen til den næst ældste Røver, og det gik ikke ham bedre. Søsteren græd og jamrede sig. Saa kom Turen til den yngste. Hunden løb til for at bide ham, men i det Samme greb Søsteren i Hunden.
„Kjære Broder, dræb ikke den yngste!“ bad Søsteren.
„Hvorfor ikke?“ spurgte Broderen.
„Han er saa ung, du kan jo binde ham, og saa kan jeg have ham at tale med, naar jeg er alene hjemme, medens du er ude paa Jagt!“ Saa bandt de ham. Næste Morgen stod Broderen tidlig op og drog paa Jagt. Røverne havde tre Heste. En af disse tog han, og Hesten havde Vinger. Saa reiste han. Men, da Broderen vel var reist, løste Søsteren den unge Røver af hans Baand. Røveren var vakker, og snart bleve de enige om, at de skulde være Mand og Kone.
„Men hvad vil min Broder sige?“ tænkte Søsteren.
