I det Samme gav han Kongssønnen endnu et Spark, saa denne forbitret sprang sin Vei og for afsted ned igjen til sit forgyldte Skib. Han havde faaet mere end nok af det Frieri, syntes han, og seilede sin Vei igjen. Gutten stod ogsaa op og gik udenfor og tog af sig Jættedragten. Derpaa kom han ind igjen og begyndte at tale med Kongsdatteren.
„Hvad var det for en fremmed Mand, som var her, medens jeg var borte?“ spurgte Gutten.
„Det var en Kongssøn, som kom paa Frieri til mig!“ sagde Bruden.
„Naa, hvorfor tog du ham ikke?“
„Jo, jeg vilde nok have taget ham jeg,“ sagde Kongsdatteren, „men han blev hange for mig!“
„Hvorfor blev han bange for dig?“
„Jeg ved ikke, hvoraf det kom sig, men, medens vi laa ved Siden af hinanden, paastod han, at jeg spændte ham lige paa Munden istedetfor at kysse ham. Saa sprang han op i Vrede og løb sin Vei. Jeg gad ikke gaa efter ham; jeg vidste, at jeg ikke havde gjort ham det mindste Fortræd.“ Saa begyndte Gutten igjen sin gamle Frierpassiar, og Bryllup blev holdt, og Gutten blev Husbond over Guldbyens Kongsgaard.
(Fra Tanen.)
Der var engang en Gut, som tjente hos en Konge. Gutten havde gjort Kongen saa mange Tjenester, at Kongen til Slutning havde lovet ham sin Datter til Hustru. Men endelig, da Brylluppet skulde holdes siger Kongen;
