da et Stykke fra Stenen, stak den høire Haands Pegefinger frem, gik med lukkede Øine mod Stenen. Traf de Hullet, vidste de, at de fik, hvad de søgte.
Kvinder bad ved og til Stene om at faa Børn. Slige Stene maatte være æggeformede – Frugtbarhedens Symbol. Efter Bønnen lagde de Smaastene, som de kaldte «Stenbørn», et Sindbillede paa, at de bedende Kvinder snart maatte blive saa lykkelige, at de kunde bære Børn, paa sin Ryg. Ogsaa Kvinder bragte «et fuldkommet Takoffer», de salvede Stenen rundt om med et Fedtstykke.
«Vanvittighedens Mulm og Mørk, er stort paa Jorderige. Folk gaar som i en taaget Ørk, ved lidt af Gud at sige». Der er ingen Tvil om, at de Mænd og Kvinder, der bad til slige Stene, «gjorde dem til étt med Gud.» Ogsaa her støder vi paa en Levning af Animisme, (Aandedyrkelse) som var almindelig paa Madagaskar. Man bad til Aander i Floder, i Kilder, paa Bakkerne og flere Steder. Sine Spaadomsapparater bad Spaamændene til ved Siden af Gud og Fædrene; ja, de benævnte dem som Gud. Risen kaldtes ogsaa Gud, Okser ligesaa og andre Ting. Det hemmelighedsfulde, det forbausende og det nyttige gjordes til Gud.
I Madagaskars Indland holdtes der inden forskjellige Familier en Høstfest. En Gryde fyldtes af den nylig indhøstede Ris. Denne kogtes, indtil den kogte over, et Sindbillede paa, at de havde faaet en overflødig Velsignelse. Det, som kogte over, samledes i en Jernøse, lagdes paa et grønt Bananblad og hensattes paa den øverste Kant af «Fædrenes Hjørne»;
