| Er mit evigheds-haab |
| ifra ham, er det daab |
| af hans aand over min, — .... |
| hvi bestemmer jeg orm |
| da min evigheds form? |
| Jeg tar ydmyg min lov ...... |
Tolstoi brød sig, efter hvad Maude fortæller, ikke om spiritismen, som han tvertimot bestemt forkastet. Forvisningen om aandslivets fortsættelse maa vindes av hver enkelt ut fra selve livsviljens selvutfoldelse, ut fra følelsen av godhets-livet som den høieste form av virkelighet. Han sier likefrem i sit berømte svar til den hellige synodes utstøtelses-dekret i 1901: „Hvis man ved liv hinsides graven forstaar Herrens gjenkomst og et helvede med evige pinsler og djævler, samt et paradis med uavladelig lyksalighet, — da er det fuldkommen sandt, at jeg ikke anerkjender et saadant liv hinsides graven. Men evig liv og gjengjeldelse her og allesteds, nu og for altid, det anerkjender jeg i en saa høi grad, at som jeg nu staar her paa randen av min grav, maa jeg ofte gjøre en anstrengelse for at holde mig tilbake fra at ønske dette mit legemes død, det vil si: min fødsel til et nyt liv. Og jeg tror, at enhver god handling forøker mit evige livs sande velfærd, og enhver slet handling forminsker den.“
Naar Tolstoi vil, at vi skal vende tilbake til den enklest mulige, nøisomst mulige livsform, da er det fordi han mener, at netop denne er mest skikket til at utvikle den guddommelige del av vor natur. Tolstoi selv mener at ha lært denne livsanskuelse av en from bonde, Sutàjev. Og han tror, at denne russiske bonde-fromhet staar i en diametral motsætning til den vesterlandske videnskaps livsvisdom, hvis leve-regel skulde være „kampen for tilværelsen“.
Det maa forøvrig ikke glemmes, at det var en ganske bestemt form av russisk bonde-fromhet, hvortil Tolstoi sluttet sig, fordi han i den fandt sin egen bibel-fortolkning mægtig bestyrket. Ogsaa Rusland har hat sine protestantiske sekter, som i radikalisme langt overgaar de fleste av den nyere tids vesterlandske protestanter og i flere stykker minder om
