De gamle folke-religioner maa fra kulturvidenskapens synspunkt betragtes som psykiske livs-organer, avpasset efter bestemte historiske vilkaar og sanktioneret av det „naturlige utvalg“, som andre livs-organer. De gamle religioner (ikke blot den høieste av dem, kristendommen) maa ha været til virkelig livshjælp for folkene; de maa ialfald paa et visst utviklingstrin og under bestemte samfundsvilkaar ha bidraget til at gjøre menneskene livsdygtige, — selv om denne hjælp ofte kan ha været dyrt betalt, med menneske-ofringer eller ofring av naturlige livsglæder.
Men hermed følger, at religionerne, som andre kulturorganer, staar i korrelation til bestemte historiske vilkaar og kan ophøre (ialfald delvis) at være livsgavnlige, naar de historiske vilkaar forandres. Tolstoi gik ikke saa langt i videnskabelig syn paa religionen, at han spurte sig selv, om ikke den russiske bonde-fromhet, (der betragter lidelsen som en prøvelse og en lutring av aanden gjennem legemets tugtelse), gjorde de russiske bønder i længden altfor vel avpasset til en despotisk regjering og til overklassens delvise parasitisme. Denne gamle spiritualistiske fromhet, som de russiske bønder forøvrig hadde arvet efter Græker og Jøder, der levde under det romerske despoti, var et kulturorgan, ganske fortrinlig skikket for undertrykte folk og samfundsklasser, som hadde arvet levninger av en høi kultur. Nietzsche har visselig uret, naar han betegner selve næstekjærligheten som slave-moral. Det stik motsatte er sandheten. Men han har ret paa et andet punkt: i den verdens-forsagende ur-kristendom var der et asketisk element, som gjorde den til de undertryktes, og de store nødstiders, religion.
Likesom planter, der utsættes for et haardt klima, ved adaptation eller avpasning kan faa en organisme, som gjør dem levedygtige under netop dette haarde klima (som vor dvergbjerk og andre fjeldplanter), saaledes var den gamle ensidig spiritualistiske, overfor materielle goder forsagende, fromhet et livs-organ, som gjorde livet utholdelig i et særlig haardt socialt klima. Tolstoi undersøkte ikke denne historiske og biologiske side av saken, og han saa ikke, at naar
