byrdes var en indledning til alle græske stammers nedgang og forfald.
Hvad Romerne angaar, kan der neppe være tvil om, at navnlig den senere keisertids raske nedgang hænger nøie sammen med militær-regimentet og de stadige indre krige mellem de forskjellige legioners kandidater til keisertronen. Allerede i den romerske republiks sidste dage var det, som om den romerske krigs-aand slog ind, i form av borgerkrige. Det var erobrings-krigens ubønhørlige nemesis.
Og netop en lignende nemesis var det, som rammet det gamle Norge, som for ikke liten del hadde vokset sig stort gjennem rovkrig. De ydre krige slog ind og blev til borgerkrige, paa en tid, da adgangen til lønsomme vikingetog og erobrigstog for en væsentlig del var stængt. Av alle de aarsaker, som har medvirket til det gamle Norges svækkelse og nedgang, maa vel borgerkrigene regnes for en av de vigtigste, — selv om dette ikke var den dypeste aarsak. Borgerkrigene hindret Norge i at faa en selvstændig og kraftig byborgerstand, lik den som i andre europæiske lande bidrog væsentlig til at hæve alle næringsveie, ogsaa landbruket, og til at muliggjøre „renessancen“.
Den store „hundredaarskrig“ mellem England og Frankrike medførte ikke nogen væsentlig fremgang gjennem et naturlig utvalg av den sterkere part. Begge parter gik svækkede ut av kampen. Og hvad Napoleons-krigene angaar (disse krige, som efter professor Seeley danner avslutningen av den anden store hundredaarskrig mellem England og Frankrike), er det sandsynlig, at de i det store og hele har forsinket de europæiske folks fremgang, og det i høi grad. Man har beregnet, at Frankrike i revolutions- og Napoleons-krigene tapte ikke mindre end 2½ million mennesker, av sin allerkraftigste befolkning. Og mange forskere mener, at den franske nation gik ikke blot kvantitativt, men ogsaa kvalitativt tilbake gjennem Napoleons-krigene.[1]
Endnu langt sørgeligere blir utvilsomt følgerne av den
- ↑ Heinrich Pesch, Lehrbuch der Nationalökonomie (Freiburg, 1909), II bind, s. 638. Wilhelm Schallmeyer, Vererbung und Auslese im Lebenslauf der Völker (1903), s. 117.
